|
Første Bog |
Et Barn skal tage Arv, hvis det bliver døbt,
og ellers ikke. Bliver der Strid om, hvem der lever længst,
Moderen eller Barnet, eller om Barnet er døbt eller ikke,
da er man nærmere til at vidne Barnet til Kristendom og
Arv end til at vidne det fra. Med Hensyn til Faderen gælder
det samme som med Hensyn til Moderen. Man skal føre Bevis
derfor med Kønsnævn. Kønsnævn er tolv
Mænd inden for tredie Led og inden for Syslet.
Det er Sagsøgeren, der skal udtage dem, men han skal
dog ikke udtage Modpartens aabenlyse Uvenner. Tre kan den sagsøgte
udskyde uden Ed, og tre andre skal udtages i deres Sted. Andre
tre kan han udskyde med tolv Mænds Ed.
Man skal ogsaa vide, hvem der døbte
Barnet, og hvad han sagde, der døbte Barnet, for et Barn
kan ikke kaldes døbt, medmindre det bliver døbt
i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, For saaledes
skal den sige, der døber Barnet: Jeg døber dig
i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn. Men Kvinde
maa aldrig døbe et Barn, hvis der er en Mand til Stede.
Heller ikke maa Barnet døbes i andet end Vand.
Hvis en Kone siger, at
hun er med Barn, efter at hendes Husbond er død, da skal hun hensidde uden Skifte
i Boet i tyve Uger. Derefter skal gode Kvinder undersøge
og afgøre, hvorledes det forholder sig. Finder de, at
hun er med Barn, skal hun fremdeles blive siddende i Boet, indtil
Barnet bliver født. Men fødes Barnet saa længe
efter Faderens Død, at det godt kan bevises, at det ikke
er den afdøde Ægtemands Barn, skal hun først
erstatte alt det, hun har taget af Boet siden Tredivtedagen
efter hendes Husbonds Død, og ikke tage mere end Halvdelen
af Boet, og den anden Halvdel tager Husbondens Arvinger. De
rette Arvinger skal dog sammen med gode Mænd og hendes
Frænder have Tilsyn med, at hun ikke forøder Boet
ved Vanrøgt og ikke afhænder det, der ikke tilhører
hende, for hun maa ikke bortsælge undtagen til sit Underhold
og til Tyendeløn.
Hvis der er et Barn eller et Barnebarn, arver
det Fader og Moder. Men Børn, som en Søn faar,
tager Arv efter Bedstefader og Bedstemoder, ligesom deres Fader
skulde tage, hvis han var i Live, og paa samme Maade deres Børn,
saa længe der fødes Afkom efter Bedstefaderen og
Bedstemoderen. De Børn, Datteren føder, skal tage
Arv som deres Moder, hvis hun var i Live, hvor mange der end
fødes i hendes Linje, for Arv skal altid gaa fremefter,
saa længe der findes Afkom. Har Barnebarnet ikke Moder
og ikke Søskende, da gaar Arven til Bedstefader og Bedstemoder.
Søskende arver hinanden, og Broder tager to Lodder og
Søster den tredie Lod baade efter Fader og Moder og ligeledes
efter Søskende.
En Mand tager altid dobbelt saa meget i al
Arv som en Kvinde, medmindre det er Ægtefæller,
som skilles efter kirkelig Ret og skal arve deres Børn,
da arver hun lige saa meget som han. Ogsaa i Forhold til Søn
og Stifsøn tager Konen lige Lod, naar de skal arve sammen.
Er der ingen Søskende, da er Farbroder og Morbroder,
Broderbørn og Søsterbørn alle lige nære.
Imellem dem skiftes Arven, som om de alle var Søskende,
Kvinde tager en Trediedel og Mand to Lodder.
Indgaar en Mand og en
Kvinde Ægteskab,
og faar de ikke Børn, og en af dem derefter dør,
da skal Hus og Løsøre og Købejord skiftes
ligeligt mellem den efterlevende og den afdødes Arvinger,
Men har de Børn, og Moderen dør, da arver Faderen
i Konens (Arve)jord en lige saa stor Lod som det Barn, der faar
mest, Søns Lod, hvis der er en Søn, og lige Lod
med Datter, hvis der ingen Søn er. Saaledes tager han
ogsaa i alt Løsøre, hvis han skifter med sine
egne Børn, naar de drager fra ham, Men af Købejorden
faar Børnene intet, før de arver deres Fader.
Men dør Faderen, og overlever Moderen ham sammen med
Børnene, da arver hun intet af hans (Arve)jord, men af
Købejorden tager hun lige Lod med Sønnen, hvis
der er en Søn, og saaledes ogsaa i alt Løsøre,
Men lever Husbonden og hans Hustru sammen i Fællig og
køber Jord, og de ikke har Børn sammen, da skal
deres Købe-jord skiftes ligesom Løsøret,
hvis en af dem derefter dør. Men har Husbonden et Barn,
som er Hustruens Stif barn, og det er optaget i Fælliget
med dem, og har de købt nogen Jord, efter at det Fællig
blev oprettet, da skal den Købejord ogsaa skiftes ligesom
Løsøre, hvis en af dem derefter dør, dog
saaledes, at hvis Stifmoderen dør først, da skal
Faderen, saa længe han lever, beholde den Købejord,
som han faar paa denne Maade sammen med sine Børn, der
var i Fællig med ham. Siden skiftes den som anden Fædrenejord
mellem hans Børn, hvor mange Kuld han end har. Men dør
Faderen først, og sidder Stifmoderen og Stifbørnene
tilbage, da skal Stifbarnet tage først af den Købej
ord, (der er købt) lige siden, det kom i Fællig,
og derefter skal alle Mandens Arvinger tage halvt med Hustruen,
dog skal den Lod, som Stifbarnet tog, lægges til Fædrenejorden
og skiftes som anden Fædrenejord, for al den Jord, som
Husbonden køber, hvad enten han er i Fællig med
Børnene eller ikke, det kaldes altsammen Fædrene-jord
med Undtagelse af den Lod, som Hustruen faar.
Sidder Sønner i Fællig med Faderen,
efter at deres Moder er død, og de er blevet myndige,
femten Vintre, da kan Faderen ikke holde dem tilbage, hvis
de
vil drage fra ham med deres Mødrenearv. Men en Datter
kan paa ingen Maade sige sig løs af Faderens Værgemaal,
før han giver hende en anden ret Værge, medmindre
der tilstøder ham en Svaghed, enten Ælde eller
Sindssyge, eller han fledfører sig, for naar han
ikke kan være sin egen Værge, kan han heller
ikke være
Værge for sine nærmeste. Men naar det sker, da
skal den, der er nærmest i Slægt, være Værge,
medmindre det er en ødeland. De fædrene Frænder
skal dog altid være nærmere til at være
Værge
end de mødrene Frænder.
En Broder kan ikke beholde en Søster
ugift hos sig, saa længe han vil, men hvis en Broder vil
beholde sin Søster hos sig - eller en anden Frænde
en Kvinde, for hvem han er Værge - for hendes Penges Skyld,
naar hun er mere end atten Vintre, og det bevidnes af Frænder,
at de kunde skaffe hende et passende Giftermaal, da skal hendes
nærmeste Frænder føre Klage over det for
Kongen; da kan Kongen med deres Raad gifte hende bort, som det
kan være passende for hende, for ligesom hun mister sit
Fædrenegods, naar hun gifter sig selv bort og unddrager
sig Frændernes Samtykke, kan Frænderne paa den anden
Side ikke holde længere paa hende, end indtil hun kommer
til sin Lovalder, Har en Mø, der er atten Vintre gammel,
eller en Enke paa lovlig Maade paa Tinge krævet, at deres
Værge skal bortgifte dem, og vil deres Værge ikke
bortgifte dem, og lader de da en Mand ligge hos sig, da har
de ikke dermed forbrudt deres Gods. Men deres Værge kan
dog rejse Sag mod ham for Lejermaal.
Hvis et Barn dør i Fællig med
Faderen og Moderen, da skal det betragtes, som om det aldrig
havde været født. Dør et Barn, og er Moderen
tidligere død, da arver Faderen det, hvad enten det er
udskiftet fra Faderen eller ej, helt alene, selv om det har
Søskende. Men er Faderen død før Barnet,
og lever Moderen, og der er Søskende, da tager Moderen
ikke mere end et af sine Børn eller Stifbørn,
hvis saadanne findes.
Findes der Udarvinger, og dør en af
dem, der er i Fællig, da skal alt Godset skiftes, som
om de alle levede i Fællig, og derefter skiftes den dødes
Lod mellem alle Arvingerne.
Naar det gaar saaledes, at det førstfødte
Barn arver en af sine Haivsøskende sammen med sin Moder,
da tager det, uanset hvor mange Søskende der fødes,
forlods alt, hvad det arvede efter sin Halvbroder eller Halvsøster,
naar der skal skiftes enten efter Faderen eller Moderen.
Drager Husbondens Søn paa Købmandsfærd
udenlands og tjener Penge og ikke er udskiftet fra sin Fader,
da skal han, hvis Faderen dør, og han kræver Arv,
føre alt, (hvad han ejer), til Skifte eller miste Arven.
Men gifter han sig ud af Fælliget og siden bliver rig,
da skal han dog arve baade efter sin Fader og Moder, naar de
dør.
Gifter Husbondens Søn sig, mens han
er i Fællig, og fører sin Kone ind til sin Fader
og Moder, og bliver hans Kones Gods ikke optaget i Fælliget,
og han derefter dør, da faar hun, hvad enten han havde
Børn (med hende) eller ej, ikke mere end det, hun førte
med sig ind i Fælliget, fordi hendes Husbond ikke havde
nogen Lod, saa længe hans Fader og Moder levede, medmindre
der særligt var givet ham noget i Hænde. Men har
han Børn med hende, da skal de blive hos Bedstefaderen
og Bedstemoderen og tage Arv efter dem, naar de dør.
Men bliver der Uenighed om, hvor meget hun førte med
sig, da skal hans Fader med Kønsnævn fastsætte
det til saa meget, som han vil.
Fader behøver ikke at give sit Barn
noget i Hænde, saa længe han og Moderen er i Live,
men hvis han giver eet Barn noget, da kan han derefter ikke
nægte (at give) de andre. Men giver Faderen sit Barn noget,
og det Barn selv faar et Barn, da kan hverken Bedstefaderen
eller nogen anden, hvis Barnet dør, og Barnebarnet lever,
tage det fra Barnebarnet, som Bedstefaderen gav sit Barn.
Gifter en Fader sin Datter bort med Medgift
eller giver sin Søn noget i Hænde, naar denne gifter
sig, da skal det, de har faaet, fuldt ud fradrages i deres Lod,
naar deres Fader og Moder dør. Men hvis de ikke vil nøjes
dermed, da skal de føre det tilbage, som de har faaet,
og derefter skiftes der, som Ret er. Men hvis de ikke vil føre
tilbage skal de miste Arven. Bliver der Strid, om alt er kommet
tilbage, skal sagsøgte føre Bevis med Kønsnævn.
Men hvis den, der er ude, vil nøjes med sin Lod, som
Faderen gav ham, da kan de andre Arvinger ikke tvinge ham til
at føre tilbage eller udligne med dem af det, han har
faaet, alene med Undtagelse af Jord. Et Barn er altid nærmere
til at bevise, at det er i Fællig, end de andre er til
at modbevise det.
Hvis alle Søskende er i Live, og alle
Lodder er udelte, da kan en af dem, hvis han vil, rejse Krav
om mere, men dog saaledes, at enhver skal vide, hvor hans Lod
faldt, og kræve Udligning med de andre. Tolv af deres
Samfrænder skal træffe Mgørelse og aflægge
Ed paa, at de ikke kan gøre det rettere. Hvis der
opstaar Uenighed mellem forskellige Søskendekuld,
skal Samfrænder
fastslaa det, de vil, henholdsvis som Fædrenegods, Mødrenegods
og Købejord. Er Børn uenige med deres Moder,
om hvad der er Fædrenegods, og hvad der er Mødrenegods,
og hvad der er Købejord, da skal hun føre Bevis
med sine Frænder, for det vidnes da ikke fra Børnene,
hvis de overlever deres Moder. Paa samme Maade skal det
være,
hvis Faderen har Strid med sine Børn, da skal han føre
Bevis med sine Frænder.
Arv beder Arv i alle Skifter, hvis der er kommet
Arv mod Arv, uanset hvor stor den er paa den ene Side, og hvor
lille den er paa den anden. Men er der ikke kommet Arv mod Arv,
da skal enhver først udtage sin Arv, som med Vidnesbyrd
kan godtgøres at være indkommet, saafremt det ikke
er aftalt, at den skal inddrages under Fælliget.
Er sammenbragte Børn uenige om (Skifte
af) Løsøre, skal man paa begge Sider tilbagelevere,
(hvad man har faaet), med Kønsnævn, for naar det
ikke længere drejer sig om Strid mellem Søskende,
kan Samfrænder ikke træffe Afgørelse.
Kap. 19.
Hvis den ældste Broder gifter sig, naar. han er i
Fællig med andre Søskende.
Naar mange Søskende er i Fællig,
og den ældste, der er deres Værge, gifter sig og
fører sin Kone ind i Fælliget til sine Søskende,
og de faar Børn, og hans Søskende er myndige
og ikke rejser Klage, da skal hans Børn tage fuld Lod
i Fælliget. Men er hans Søskende umyndige eller
Piger og saaledes enten ikke kan eller ikke har Lov til at rejse
Sag, skal de ikke have Skade af deres Broderbørn, der
er født i Fælliget.
Gifter en Mand, der ikke selv har Hovedlod,
sig med en Enke, og har hun Børn, og bliver der ikke
truffet Aftale om hans Optagelse i Fælliget eller foretaget
Tinglysning, da skal Børnene, naar der skal skiftes,
bevise med Kønsnævn, hvor meget deres Stiffader
indførte i Boet, og saa meget skal han udtage først,
og derefter skiftes Løsøret imellem dem (i saa
mange Lodder), som de var i Fælliget, før han blev
deres Stiffader, og han faar ikke mere end sin Kones Lod.
Et Slegfredbarn skal Faderen føre til
Tinget og lyse paa Tinge, at det er hans Barn, og tilskøde
det, hvad han vil give det og saa meget, som bliver tilskødet
Barnet, beholder det, og ikke mere. Men lyser han det i Kuld
og Køn og ikke tilskøder det noget, da tager det
halv Lod i Forhold til et Ægtebarn. Men er der ingen Ægtebørn,
da tager Slegfredbarnet, der blev tinglyst, Arven efter
Faderen. Men faar det nogen Arv efter Faderen, da arver det
efter Søskende lige med Ægtebørn, medmindre
Faderen forud har kundgiort paa Tinge, at det skulde nøjes
med det, Faderen gav det i Hænde, og ikke have mere og
ikke arve efter Søskende.
Den, som Faderen anerkender som sit Barn, kan
ingen vrage - og ingen kan paatvinge en Mand et Barn, som han
ikke selv har anerkendt - undtagen hans rette Arving. Den Mand,
der efter alle Lovens Regler anerkender et Slegfredbarn
paa Tinge, skal være ansvarlig for det som for sit Ægtebarn,
hvilke Krav der end stilles til det. Men har en Mand et Slegfredbarn,
og lyser han det ikke paa Tinge, og det bliver dræbt,
da skal de mødrene Frænder tage hele Boden, og
de fædrene Frænder og Faderen faar intet, og dør
det en naturlig Død, skal Moderen - eller de mødrene
Frænder, hvis Moderen er død - og ikke Faderen
arve det.
Hvis nogen vil kræve Arv eller Gæld
efter en andens Død, skal han eller hans Bud komme paa
tredivte Dag eller paa det Ting, der er nærmest efter,
hvis de er inden for Bygden, men er de uden for Bygden, skal
Boet henstaa seks Uger. Er de udenlands, skal det henstaa Dag
og Aar. Men er han i Kongens Ærinde, skal han rejse Krav
om Arv eller Gæld inden tredie Femt, efter at han er kommet
hjem. Men har han intet lovligt Forfald - det, som de fleste
regner for lovligt Forfald - og vidste, at Arven var der, og
ikke rejste Krav, som det er sagt, i rette Tid, skal den, der
tog Arven, have Ret til at føre Bevis for, at han tog
den med Rette. Men er der ingen rette Arvinger inden for syvende
Mand, og der ingen kommer inden Aar og Dag, da skal Kongen tage
Arven. Men hvis man ikke finder nogen retmæssig Arving
inden tredivte Dag, da skal Arven vurderes og sættes
i Forvaring Dag og Aar. Kommer der da ingen, skal Kongen tage
Arven og forvare den, lige til rette Arving kommer, Men kommer
der ingen rette Arving efter den, da skal Kongen have den.
Aar
og Dag det er et Aar og seks Uger.
Gifter en Mand sig med
sit Vidende med en Horkone og bliver viet til hende og faar
Børn med hende, da skal
de Børn, hvad enten det bliver bekendt for den hellige
Kirke eller ej, altid være Ægtebørn. Skilles
de senere paa Grund af den kirkelige Ret, da skal de begge tage
lige meget af Løsøret, fordi de begge var vidende
om deres Forbrydelse. Men vidste hun og ikke han, at det var
Hor, og det bliver bekendt, og de skilles, og de har Børn
sammen, da skal der fastsættes en Hovedlod for Børnene,
og de skal blive hos deres Fader, og hvis de dør, da
arver han alene dem, og Moderen arver ikke. Saaledes er det
ogsaa, hvis Faderen vidste, at det var Hor, og Moderen ikke,
da skal Børnene gaa til deres Moder, og hvis de dør,
arver hun dem alene sammen med deres Søskende, og Faderen
arver ikke. Men har de ikke Børn sammen, da skal den
af dem, der vidste, at det var Hor, hvis vedkommende førte
mindre ind i Boet, end den anden i Forvejen havde, ikke have
mere end det indførte, hvis de skilles, som det er sagt.
Men havde den, der vidste, at det var Hor, mere, da skal den,
der ikke vidste, at det var Hor, dog tage det halve af hele
Boet.
K
Horebørn tager ikke Arv efter deres
Fader, selv om han tinglyser og tilskøder dem alt det,
han kan, medmindre han giver dem det i Hænde, før
han dør. Men har en Mand Slegfredbørn, og han
senere ægter Moderen, da er de Børn alle Ægtebørn,
selv om de er født før. Træl og Fledføring
og Klostermand kan ikke arve.
Hvis en Mand, der er i stor Gæld, dør
og har overladt alt, hvad han ejer, som Sikkerhed for sin Gæld,
enten til Klostermænd eller til andre, skal hans rette
Arvinger, hvis de vedgaar Arven paa rette tredivte Dag, udrede
al den Gæld, der kræves, eller give Edsbevis paa
den dødes Vegne. Men vedgaar de ikke Arven, da skal de,
der har modtaget hans til Sikkerhed stillede Gods, udrede Gælden,
saa langt hans Gods rækker.
Hvis nogen har en Slegfred i Gaarde hos sig
i tre Vintre og aabenlyst gaar til Sengs med hende, og hun raader
over Laas og Lukke og aabenlyst spiser og drikker med ham, da
skal hun være hans Ægtehustru og rette Husfrue.
Efter Faderens Død er en fuldvoksen
Broder Smaabørnenes Værge. Men er der ingen Broder,
da er det Bedstefaderen. Er der ingen Bedstefader, da er det
Farbroderen. Er der ingen Farbroder, da er det Morbroderen.
Findes der ingen af disse, da skal den nærmeste Slægtning
være Værge. Fædrene Fræn-der er altid
nærmere til at være Værge end mødrene
Frænder, hvis de er lige nær beslægtede og
vil værge godt. Men vil de værge daarligt, da skal
Kongen sætte den, som han vil, til at være Værge,
for Kongen er Værge for alle dem, der ikke selv har en
ret Værge. Den, der hærger, maa aldrig være
Værge.
Saa længe en Enke vil sidde uden Mand
og ugift med sine faderløse Børn, kan man ikke
tage Børnene fra hende, men de lovlige Værger skal
dog have Besiddelsen af deres Jord og vogte og føre Tilsyn
med den og værge dem med Edsbevis, hvis nogen anden rejser
Sag. Moderen skal dog have alt Udbyttet af den og raade derover,
som hun vil. Men gifter Moderen sig, da skal Børnene
være hos deres lovlige Værge, medmindre de er saa
smaa, at de ikke kan undvære Moderens Hjælp, det
vil sige, indtil de er syv Vintre gamle. Men efter at hun har
giftet sig, skal de lovlige Værger tage Vare paa den Ejendom,
som tilhører de Børn, der er hos hende, og give
hende Fosterløn og Erstatning for hendes Udgifter. Men
sælger Moderen sin egen Jord af Trang, mens hun har dem
hos sig, og Betalingen for Jorden forbruges til alles Nytte,
da skal hun, hvis hun senere bliver gift, og Børnene
drager fra hende, tage saa meget af det uskiftede Løsøre,
som Betalingen for hendes Jord udgjorde. Men af deres Jord faar
hun intet, medmindre der findes Købejord; da tager hun
deraf fuld Erstatning for sin Jord.
En Stiffader kan ikke være Værge
for sine Stifbørn, medmindre de nærmeste Frænder
samtykker, men (i saa Tilfælde) skal han dog enten tage
dem i Fællig med sig eller modtage deres Gods efter Vurdering,
saa længe han er deres Værge, men han maa ikke afhænde
deres Jord eller Huse. Den, der skal være en andens Værge,
skal eje lige saa meget med fuld Ejendoinsret at stille som
Sikkerhed, som han tager under sit Værgemaal, saaledes
at hvis Værgen øder noget af sit Gods, skal han
dog have lige saa meget af sit Gods at erstatte af, som lian
har under sit Værgemaal. Men øder han mere, end
han selv ejer, da kan han ikke være Værge. Den,
der er Værge, skal paase, hvor stor Udgift han har af
Børnene, og det, der bliver tilovers, skal komme Børnene
til fremtidig Nytte. Men bliver der ikke meddelt paa Tinge med
Frændernes Samtykke, hvor meget der hvert Aar skal udredes
af deres Gods til deres fremtidige Nytte, da har de Ret til,
naar de bliver myndige, at kræve den størst mulige
Indtægt, som deres Ejendom kan have givet. Dog beregnes
der en Trediedel til Værgen for hans Arbejde og hans Udgifter
af det, som deres Gods kan have givet i Indtægt. Ingen
Værge maa afhænde Jord, der tilhører de Børn,
som han er Værge for. Hverken Faaer eller Bedstefader
maa afhænde Børnenes Jord, efter at deres Moder
er død.
Klostermænd og lærde Mænd,
det vil sige Præster, Degne og Underdegne, kan ikke være
Værger paa Lægmænds Ting. Bryde og Træl
og Fledføring kan ikke være Værge for nogen,
for de er ikke deres egen Værge.
Den, der fledfører sig, kan aldrig tilbagekalde
det. Men man skal fledføre sig paa Tinge. Den, der har
en Træl eller tager mod en Fledføring, skal hæfte
for deres Gerninger. Saarer en Fledføring sin egen Husbond,
da betaler Hus-bonden, der blev saaret, Blodbøde, Den,
der vil fledføre sig, skal først lovbyde sig og
sin Ejendom til dem, der skal arve ham, men forsømmer
han det, da kan de sagsøge ham til (at faa) sin Frihed
igen eller til (at komme) til dem, Gør nogen Krav paa
en Fledføring, og Fledførelsen ikke er sket paa
Tinge, da er han fri uden (at føre) noget Bevis. Den,
der er gift, kan ikke fledføre sig, medmindre Hustruen
fledfører sig sammen med ham, eller de er saa gamle,
at Biskoppen tillader dem at leve adskilt.
Den, der vil tage sig en Kone, skal anmode
om hende hos hendes Fader eller hendes Søn, hvis han
er fuldvoksen, eller hendes Broder. Men findes der ingen af
disse, da skal han modtage hende af den nærmeste Slægtning,
men det skal dog være med hendes Samtykke og Vilje. Men
har Kvinden ingen Frænder, kan hun bede, hvem hun vil,
om at give hende til Ægte. Men har hun saa nære
Frænder, at de er hendes rette Værger, saasom Fader,
Broder, Søn, Bedstefader, Farbroder eller Morbroder,
og hun giver sig selv til Ægte uden deres Samtykke, da
skal de have Raadighed over hendes Ejendom, saa længe
hun lever. Men bliver hun voldtaget, har hun ikke af den Grund
forspildt sit Gods.
En Bonde maa sælge sin egen Jord, til
hvem han vil, hvis han først har lovbudt den paa tre
Ting til sine nærmeste Frænder. Fædrenejord
skal tilbydes de fædrene Frænder og Mødrenejord
de mødrene Frænder. Men skøder han, før
han lovbyder, da kan hans nærmeste Frænder omstøde
Salget, og han har forbrudt tre Mark (baade) til Kongen og til
Bonden. Men siger Sælgeren, at Jorden var lovbudt, skal
han give tolv Mænds Ed.
Husbonden maa ikke sælge sin Kones Jord,
medmindre han har lige saa god Jord at stille som Sikkerhed
og har, Barn med hende. Men sælger en Husbond sin Kones
Jord og køber anden Jord, skal hun tage Erstatning af
Købejorden, saa vidt den slaar til. Men er der mere Købejord,
end der blev solgt (af hendes Jord), skal det skiftes mellem
alle Arvingerne. Men er der ikke tilstrækkelig Købejord,
da skal hun tage Erstatning af Husbondens Fædrenejord.
En Dreng maa ikke sælge sin Jord eller
paa anden Maade afhænde den, før han er atten Vintre
gammel, men en Pige maa aldrig sælge sin Jord, medmindre
hun bliver saa fattig, at hun sælger for at opholde Livet.
Da skal der sælges med de nærmeste Frænders
Samtykke, men dog ikke mere paa een Gang end for en halv Mark
Sølv i eet Aar. En Enke maa med sine Frænders Samtykke
baade sælge og mageskifte sin Jord. Sælger Husbonden
sin egen Jord og forbruger den i Fælliget, da skal Hustruen
ikke erstatte den. Men sælger han baade sin og sin Kones
Jord paa Grund af Fattigdom, maa hun bære Tabet, fordi
de skal have Føden af det, de begge ejer.
Paa Tinge skal man skøde Jord og ikke
andetsteds, det vil sige paa Herredstinget i det Herred, hvori
Jorden ligger, eller paa Sysseltinget eller paa Landstinget,
for Tingsvidne er saa bindende, at der ikke kan gives Bevis
imod det.
Tingsvidne vil sige, at de gode Mænd,
der var til Stede paa Tinget, aflægger Vidnesbyrd om,
hvad de hørte og saa. Færre end syv Mænd
kan ikke holde Ting. Saa mange Mænd udgør ogsaa
et fuldt Tingsvidne. Skal den Jord, som bliver givet til Kirken,
sælges, kan hvem der vil, købe den, for alle kristne
Mænd skal være Brødre.
Den Hustru, der har en Mand og Barn med ham,
maa ikke give mere i Sjælegave, end Husbonden giver
sit Samtykke til. Men rejses der Klage over en saadan Sjælegave,
enten af et Kloster eller af andre Mænd, da har Husbonden
Ret til at føre Bevis for, at han ikke gav sit Samtykke
til mere, end det han (nu) indrømmer. Men har hun
ingen Børn med ham, da kan hun give sin halve Hovedlod
for sin Sjæl.
Sælger en Mand sin Jord for rede Penge,
og de ikke alle bliver anbragt i Jord, da skal det, der findes
i Jord, betragtes som Jord, og det, der findes i Penge, som
Løsøre. Men hvis Husbonden først køber
Jord for Løsøre og derefter sælger sin egen
Jord til sit og sin Hustrus Underhold, da skal - hvis der findes
Købejord - det, der er købt, gives Hus-bonden
i Erstatning for hans Fædrenejord. Er der købt
mere, end Husbonden solgte, skal det skiftes mellem Arvingerne.
Er der mindre, skal han tage Erstatning af Løsøret.
Er der intet Løsøre, maa han selv bære Tabet.
Hvis nogen sælger Jord uden Hjemmel,
og den søges tilbage, skal Sælgeren tilbagebetale
Købesummen og bøde tre Mark baade til Bonden og
ligeledes til Kongen, fordi han solgte uden Hjemmel. Men den,
der sælger Jord til en anden, skal hjemle og værge
den for ham med sine Frænder, lige indtil Køberen
har tre Vintres Hævd paa den, for Lovhævd er ikke
mindre end tre Vintre. Derefter skal Køberen værge
den med sine egne Frænder, medmindre der rejses Krav om
den af nogle, der ikke var myndige, eller af en Kvinde, der
ikke havde ret Værge, eller hvis de Mænd, der havde
den i deres Værge, var uden for Landet paa den Tid, da
Jorden blev solgt.
Sælger en Mand Jord til en anden, og
de bliver uenige om, hvorvidt han købte mere eller mindre,
og Køberen har faaet Lovhævd paa den, uden at der
er rejst noget Krav, da har han Bevisretten over for Sælgeren.
Men bliver de uenige inden tre Vintre, da skal Tingsvidne afgøre
Sagen. Men er der intet Tingsvidne, da er Sælgeren nærmest
til at føre Bevis.
Paastaar en Mand, at han har købt baade
Søsters og Broders Jord, og hun er ugift og i Fællig
med Broderen, og der ikke er Tingsvidne paa, at begge blev særskilt
nævnt, da har Sælgeren Ret til at føre Bevis
for, at han ikke solgte mere end sin egen Lod. Men kan han ikke
føre Bevis, skal han bøde tre Mark. Men en Søster
beholder altid sin Jord, medmindre hendes rette Værge
eller hun selv har afhændet den.
Det tilkommer alene Kønsnævn at
værge Jord. Er en Bonde uenig med Kirken om Jord, og er
Jorden mere end en Mark Sølv værd efter ret Byvurdering,
skal Sandemændene træffe Afgørelse derom.
Men er Jorden en Mark Sølv eller mindre værd, og
har Bonden den i sin Besiddelse, da skal han værge den
med Kønsnævn, men hvis Jorden er i Kirkens Besiddelse,
skal Kirkeværgerne og andre af de bedste Sogne-mænd,
saa at de er tolv, sværge Kirken den til eller fra. Har
Bonden haft Kirkens Jord i sin Besiddelse i fyrretyve Vintre,
skal han ikke føre Bevis over for Kirken. Men har Kirken
haft Bondens Jord ubestridt i sin Besiddelse i tredive Vintre,
skal den ikke føre Bevis over for Bonden, hvis der ikke
(før) er rejst noget Krav.
En Mand, der siger, at han har mindre af Bolet,
end der tilkommer ham, bringer hele Bolet til Rebning. Men er
et Bol uenigt med et andet Bol, bringer det hele Byen til Rebning.
Er der Ornum i Byen, skal det have været
der fra Arilds Tid og være særskilt afmærket
som saadant, enten med Sten eller med Pæl eller med Grøft.
Det rebes ikke med Byen, fordi det er hele Byen uvedkommende.
Men opstaar der Uenighed om, hvorvidt noget er Ornum eller en
Del (af Bymarken), hvis det henligger ubebygget, skal den, der
har det i sin Besiddelse, bevise med Kønsnævn,
at det er hans Ornum, og at det ikke skal skiftes sammen med
Byen. Men er det ikke afmærket med Sten eller med Pæl,
skal det under-kastes Rebning.
Er en Torp anlagt ude paa Marken, og Agerland
og Eng er helt fælles (for Torp og Adelby), og man er
uenige om, hvad der hører til Torpen, og hvad der hører
til Adel-byen, da skal de, der bor i Adelbyen, føre Bevis.
Og hvis de, der bor i Adelbyen, finder, at Torpen er til Skade
for dem, da kan de kalde Beboerne i Torpen tilbage, hvis Skaden
er utaalelig for dem. Vil de ikke drage tilbage, skal der fastsættes
en Lovdag for dem paa Tinge, da de skal drage tilbage. Bliver
de boende, efter at det paa lovmæssig Maade er krævet,
at de skal flytte tilbage, skal de bøde Kongens Ret.
Men hvis de har tre Vintres Hævd paa deres Bebyggelse,
uden at der er rejst Klage paa Tinge, da kan man ikke ved Retssag
tvinge dem til at flytte tilbage.
Hvis nogen fra Adelbyen bosætter sig
i Vangen, da skal han, selv om han bygger paa sin egen Grund,
skaffe sig Forte og Fægang paa sin egen Jord skadesløst
for alle Ejerne eller igen flytte tilbage til Adelbyen.
Ingen i Byen maa undslaa sig for Rebning, hvem
der end stiller Krav derom. Hvis nogen vil bevise, at han har
Stuf eller Særkøb i en Del (af Bymarken) eller
i Byen, skal han dog tillade, at der foretages Rebning, men
han skal have lige saa meget (ved Rebningen), som han havde,
før han eller hans Forfædre fik det Særkøb
eller Stuf, og det skal ikke komme nogen Mand til Skade undtagen
den, der bør bære Tabet, det vil sige Sælgeren.
En Mand er altid nærmere til at bevise sin Ret til Rebning,
end hans Modpart er til at modbevise den.
Den, som ad retslig Vej vil fremtvinge Rebning,
skal først rejse Klage paa Tinget over, at han er forfordelt
af sine Medejere og har mindre, end han bør have, og
forlange Ud-ligning ved Rebning. Da skal der fastsættes
et Ting for ham og hans Modpart, (det skal være) det nærmest
følgende Ting, hvis de bor inden for Herredet. Bor nogen
uden for Herredet, da fastsættes et Ting en halv Maaned
efter. Sagsøgeren skal stævne den sagsøgte
fem Nætter før Tinget i hans Hus med to Mænd.
De skal ogsaa vidne paa Tinget, at han var lovlig stævnet.
Kommer den indstævnede til Stede og svarer, da fastsættes
en Frist paa fem Dage af Tinget for dem til at rebe den Jord,
hvorom de er uenige. Der skal udtages Tinghøringer,
som er gode og paalidelige Mænd, til at være til
Stede og paase, om den sagsøgte tilbyder Retfærdighed.
De skal paa Tinget sige, hvad der er sket paa Lovdagen, og efter
deres Vidnesbyrd skal man fastsætte Rebning, hvis det
er nødvendigt, eller dømme, at det, som Tinghøringerne
var enige om, skal staa fast, Har den sagsøgte Forfald
paa Genmæletinget og ikke selv kan komme, da skal
der fastsættes et andet Ting for ham, men længere
end til tredie Ting maa der ikke meldes Forfald, medmindre han
ligger i Sygeseng, saa at han ikke kan komme, eller er i Kongens
Tjeneste eller Ærinde eller uden for Landet paa Pilgrimsfærd
eller er stævnet for en højere Ret eller til højere
Forsvar, eller han skal værge sin Jord, og det er hans
rette Lovdag. Disse Omstændigheder er lovligt Forfald
i alle Retssager, men hvis man tager til Genmæle paa Tinget,
kan alle Forfald dog hindre Lovdagen undtagen alene Pilgrimsfærd.
Men ved-tager alle Ejere Rebning paa Tinget, kan een Mand eller
to ikke senere forhindre den.
Ingen Mand maa bygge paa Forten, for Forten
tilhører alle. Den, der er Medejer i Byen, kan altid,
af hvad Størrelse hans Ejendom i Byen end er, rejse Sag
angaaende Forten, hvis nogen har formindsket eller forringet
den. Alle lofter, der ligger i Byen, baade gamle lofter og svorne
lofter, skal have Forte. Det er en svoren loft, hvis alle Mænd
tager en Del, som før var Agerland, og gør den
til Toft, dog saaledes, at der af den samme svorne loft ogsaa
skal gøres Forte. Naar der bor Mænd uden for Adelbyen,
skal de skaffe sig Forte af deres egen Grund. Men er alle flyttet
fra Moder-byen, og der sidder en tilbage, da er han nærmere
til at kalde dem tilbage, end de er til at kalde ham bort, medmindre
han tier og taaler det for længe, det vil sige tre Vintre,
uden at der er rejst Klage. Bliver hele Byen øde, skiftes
det, der før var Forte, som anden Jord til By og til
Bol.
Tolv Lodsejere skal vidne med deres Ed (om
Grænser) mellem loft og Forte, mellem loft og Agerland
og mellem Skov og Agerland og mellem Aasene og Agerenderne
indbyrdes
og om Kongens Hovedvej, Men er der ikke tolv Mænd i den
By, da skal man udtage af den By, der er dem nærmest,
indtil der er tolv. Hvad de tolv sværger, efter at
de er lovlig tilsagt, paa den rette Lovdag, som er fastsat
paa
Tinge, det skal staa fast; men er de uenige, da skal det staa
fast, som de fleste udtaler om det, hvorom Striden drejer
sig.
Men sværger seks et og seks noget andet, da skal der
udtages endnu tre, og det, som de to af dem slutter sig til,
skal staa
fast. Selv om der kommer flere Nævninger til, skal det,
som de første fastslog, staa ved Magt. Enhver Mand,
der bor i Byen, skal og kan sværge sig til Forte og
Udgang, hvis han har tre Vintres Hævd paa sin Udgang,
uden at der er rejst Indsigelse.
Støder en Mands Skov og en anden Mands
Mark op til hinanden, da naar Skovejerens Ejendomsret saa langt,
som Grenene rækker, og Rødderne rinder, medmindre
det er Almindingsskov, for der ejer Kongen Jorden og Bønderne
Skoven.
Ingen kan tvinge en anden til Mageskifte mod
hans Vilje.
Skal en By solskiftes, da skal enhver opgive
sin Besiddelse i hele Markjorden, medmindre det er Ornum eller
Kirkestuf eller en Mands Særkøb, om hvilket man
ikke ved, i hvis Lod det skal gaa fra. Man maa hverken øge
eller mindske en Del, hvori der ligger Stuf. Derpaa rebes først
Tofterne, der ligger i Byen, saaledes at ingen kan rejse Indvending.
Men kommer en Mands Jord, som han har faaet tildelt ved Rebningen,
til at ligge, hvor en anden Mand har en Bygning, og den, der
bor derpaa, ikke vil flytte derfra, da har den, der gør
Krav derpaa, Ret til at tage lige for lige af hans ubebyggede
Jord, hvor han vil paa Marken. Man skal værge Landbotoft
som den Toft, hvorpaa man selv bor, og paa samme Maade Gaardsædetoft
og en hvilken som helst Toft, hvorpaa der er en Bygning, som
er bygget, før der blev rejst Sag om Rebning af Marken.
Men bygget en Mand paa en anden Mands Jord enten Hjelm eller
andre Huse, da maa den, der ejer Jorden, ikke nedbryde de Huse,
undtagen alene efter Tingsdom og efter tre Lovdages Frist. Men
rømmer den, der byggede det, til første Lovdag
og giver Edsbevis paa, at han mente, det var hans eget, skal
han være sagesløs. Men lader han Sagen komme til
Dom, skal han bøde tre Mark til Bonden og ligesaa til
Kongen. Ligesom Tofterne i Byen skiftes, skal hele Mark-jorden
skiftes. Det samme gælder, naar et Gærde ad retsug
Vej skal flyttes, som naar et Hus skal flyttes.
Til hver By skal med Rette føre fire
Veje, de, som fra Arilds Tid har ført derhen, og dem
maa ingen spærre eller ødelægge; men den,
som spærrer eller ødelægger dem, skal bøde
tre Mark til Kongen og dog gøre Vejen godt farbar. Paa
hver Bymark skal de Ejere, der bor paa Marken, istandsætte
den offentlige Hovedvej. Men er den meget ufarbar, enten paa
Grund af Mose eller store Aaer, da skal hele Kirke-sognet være
behjælpelig med at bygge Bro, hvis det er nødvendigt.
Men er det hele Herredets Vej, da skal hele Herredet hjælpe
med til at bygge Bro og senere med at holde den. Ingen maa lukke
eller spærre svorne Veje, der fører til Købstad
eller Ting eller Strand eller til Skov. En Hovedvej skal være
fjorten Alen bred, men Forte skal være femten Favne bred
eller saa bred, som alle Ejerne vil nøjes med.
En Mand maa ikke opføre Mølle
fra ny, medmindre han har Dæmning og Dæmningssted,
saaledes at der ikke sker Oversvømmelse paa en anden
Mands Ager eller Eng, eller man ved Opstemning af Vandet ødelægger
de gamle Møller, der er Møller fra Arilds Tid.
Bliver en Mølle opført uden Indsigelse, og uden
at der rejses Klage over den af nogen, og den, der opførte
den, faar Lovhævd paa den, da skal han føre Bevis
for Flod og Flodsted og Dæmning og Dæmningsdige
med Kønsnævn. Lovhævd er tre Flodmaal, uden
at der er rejst Klage. Gøres der Indsigelse, før
Møllen bliver bygget, eller før den, der byggede
den, har Lovhævd paa den, da skal Synsmænd udmeldes
for at undersøge, om den bevirker Oversvømmelse
paa sin egen eller paa andre Mænds Grund, for ingen maa
fremkalde Oversvømmelse paa anden Mands Jord uden hans
Vilje og heller ikke grave eller bygge Hus paa den. Den samme
Lov gælder om Fiskedam som om Mølle. Man maa ikke
lede Vandet fra den Rende, hvor det har været fra gammel
Tid, bort fra anden Mands Mølle eller Fiskedam eller
fra en anden Mands Jord.
|
|
|