,
men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret,
da behøvede man ikke nogen Lov. Men ingen Lov er jævngod
at følge som Sandheden, men hvor man er i Tvivl om,
hvad der er sandhed, der skal Loven vise Sandheden.
Var der ikke Lov i Landet,
da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal
Loven gøres efter
alles Tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse
kan nyde deres Fred, og uretfærdige og onde kan ræddes
for det, der er skrevet i Loven, og derfor ikke tør fuldbyrde
den Ondskab, som de har i Sinde. Det er ogsaa rigtigt, dersom
nogen ikke af Frygt for Gud og Kærlighed til Retten kan
lokkes til det gode, at Frygten for øvrigheden og Landets
Straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe
dem, hvis de gør det.
Loven skal være ærlig og retfærdig,
taalelig, efter Landets Sædvane, passende og nyttig og
tydelig, saa at alle kan vide og forstaa, hvad Loven siger.
Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen Mands særlige
Fordel, men efter alle deres Tarv, som bor i Landet. Heller
ikke skal nogen Mand dømme mod den Lov, som Kongen giver,
og Landet vedtager; men efter den Lov skal Landet dømmes
og styres. Den Lov, som Kongen giver, og Landet vedtager, den
kan han heller ikke ændre eller ophæve uden Landets
Vilje, medmindre han aabenbart handler mod Gud.
Det er Kongens og Landets
Høvdingers
Embede at overvaage Domme og gøre Ret og frelse dem,
der tvinges med Vold, saasom Enker og værgeløse,
Børn, Pilgrimme og Udlændinge og fattige - dem
overgaar der tiest Vold - og ikke lade slette Mennesker, der
ikke vil forbedre sig, leve i sit Land; thi idet han straffer
og dræber Ugerningsmænd, da er han Guds Tjener og
Landets Vogter. Thi ligesom den hellige Kirke styres af Pave
og Biskop, saaledes skal hvert Land styres og værges af
Kongen eller hans Embedsmænd, Derfor er ogsaa alle, der
bor i hans Land, skyldige at være ham hørige og
lydige og underdanige, og til Gengæld er han skyldig at
give dem alle Fred. Det skal alle verdslige Høvdinger
ogsaa vide, at med den Magt, Gud gav dem i Hænde i denne
Verden, overdrog han dem ogsaa at værge sin hellige Kirke
mod alle Krav. Men bliver de glemsomme eller partiske og ikke
værger, som ret er, da skal de paa Dommens Dag staa til
Ansvar, hvis Kirkens Frihed og Landets Fred mindskes ved deres
Skyld i deres Tid.
Vide skal alle, der ser
denne Bog, at Kong Valdemar, den anden Søn af Valdemar, der var Sankt Knuds
Søn, da han havde været Konge i ni og tredive Vintre,
og der var gaaet Tusind og to Hundrede og fyrretyve Vintre,
efter at Vor Herre var født, i den næstfølgende
Marts Maaned lod skrive denne Bog og gav denne Lov, som her
staar skrevet paa Dansk, i Vordingborg med Samtykke af sine
Sønner, der var til Stede, Kong Erik, Hertug Abel og
Junker Christoffer og Uffe, der da var Ærkebiskop i Lund,
og Biskop Niels i Rodkilde, Biskop Iver i Fyn, Biskop Peder
i Aarhus, Biskop Gunner i Ribe, Biskop Gunner i Viborg, Biskop
Jens i Vensyssel og Biskop Jens i Hedeby og desuden med Samtykke
af alle de bedste mænd, der er i hans Rige.