|
Tredje Bog |
Naar Leding udbydes, da skal enhver - lige
saa mange som de er i en Havne - drage ud sit Aar uden at blive
udtaget dertil, medmindre de er saa gamle eller saa unge, at
de ikke er i Stand til at drage ud, eller det er Kvinder eller
lærde Mænd. Disse skal alle stille Mænd for
sig, dog saa danne, som er duelige. Styrismanden maa ikke tvinge
nogen til at drage i Leding, saa længe der i samme Havnelag
findes en Mand, som ikke har været ude, siden den anden
(sidst) drog ud. Men vil en duelig Mand drage ud i Stedet for
en anden, som er hans Havnebroder, da kan Styrismanden ikke
forhindre det.
Boden maa ikke sende sin Tjenestekarl i Leding
for sig, medmindre Styrismanden tillader det, for hvis en Tjenestekarl
kommer i Leding i Stedet for Bonden, da skal han hudstryges.
Men kommer en Træl i Leding paa sin Husbonds Havne, da
kan Kongen tage ham til sig, hvis han vil, eller erklære
ham fri over for enhver.
Styrismanden skal selv skaffe sig Hest og Brynie
og for begge Dele tage ni Skæpper Rug af hver Havne til
Sankt Mikkels Dag, men dog ikke andre Aar, end naar Leding udbydes.
Den Styrismand, der ikke er Ombudsmand, og som tager mere med
Tvang, skal bøde tre Mark til Kongen. Men hvis han er
Ombudsmand, skal han miste sit Embede.
Hver Styrismand skal have fuldt Vaabenudstyr
og desuden en Armbrøst og tre Tylvter Pile og en Mand,
der kan skyde med den, hvis han ikke selv kan skyde. Og hver
Havnebonde, der er paa Skibet, skal have Skjold og tre Folkevaaben:
Sværd, Kedelhat og Spyd.
Skib og Skibsudrustning og Skjolde skal alle
de Mænd, der er i Skipenet, købe, men Styrismanden
skal bygge Skibet for saa mange Penge, som Skibsmandskabet bliver
enige om, men vil han ikke nøjes med det, de har tilbudt
ham, da kan Skibsmandskabet bygge sig et Skib selv, dog maa
de ikke underbyde ham med en Mark eller to. Naar Skibet er bygget,
da skal hele Skibsmandskabet paa den Dag, der bliver fastsat
for dem, trække Skibet ud samt trække det op, naar
det kommer hjem. Men den, som ikke kommer til Stede, skal betale
Bøde, saaledes som den bliver fastsat, og som Mandskabet
giver sit Samtykke til. Men den sigtede kan tilbageholde den
Bøde saa længe, at Styrismanden kan inddrive
den med (en Tillægsbøde paa) tre Mark. Da skal
der føres Bevis af Skurdsmænd eller Skibs-nævninger,
som nogle kalder Skibsbødenævninger. Den Bøde
faar Styrismanden ikke alene, men den skal komme hele Skibsmandskabet
til Gode. Men inddriver han den med (Tillægsbøden
paa) tre Mark, da faar Mandskabet Bøden og Styrismanden
de tre Mark.
Tilbageholder nogen sit Bidrag til Betalingen for Skibet eller
Skibsudrustningen eller til Køb af Skjolde eller ikke
paa den rette Lovdag vil føre sin Proviant ud til Skibet
eller andre Rejsefornødenheder, som han er pligtig til
at bringe derud, hvad enten han selv skal have det med i Leding,
eller han skal overgive det til sin Havnebroder, da kan Styrismanden
bringe hans Kvæg til Skibet, dog maa han. ikke bringe
en anden Mands Kvæg til Skibet, før Skibet er sat
ud og Ejendelene ført ombord, og den Lovdag, som var
fastsat for Besætningen, er oversiddet. Men bringer han
det ikke til Skibet, før han er sejlet fra Havnen, da
kan hans Fuldmægtig ikke senere tage det, mens han er
borte, og han selv ikke, efter at han er kommet hjem, før
han paa lovlig Maade har rejst Sag for at faa det. Men naar
Bondens Kvæg bliver bragt til Skibet, og han ikke vil
løse det, før Skibet sejler bort, da skal han
løse det med det dobbelte af det, han før skulde
udrede.
Overalt hvor Kongens eller Biskoppens Mænd er, hvad enten
de har een Gaard eller flere, er de pligtige at have fulde Vaaben
og drage i Leding paa sin egen Bekostning og mod-tage sin Sold.
Men sidder han hjemme uden lovligt Forfald eller Orlov, da skal
han betale Kongen Tredingshavne af hver Gaard, han har, eller
være Innebonde, hvis han ikke vil betale, som det er sagt.
Kongen maa tage sig Mænd overalt i sit Rige, i hvilket
Skipen han vil, og Hertugen (ligeledes) i sit Hertug-dømme,
men andre af Kongens Børn eller Frænder eller Grever
maa ikke tage Mænd undtagen i deres eget Retsomraade
eller deres Len, og Biskopperne skal heller ikke tage Mænd
uden for deres Bispedømme.
Klostermænd maa ikke købe Jord, som der gaar Lande-værn
af, siden det almindelige Konsilium fandt Sted, som Pave Innocens
holdt. Hvad de har købt siden, deraf skal de udrede Leding
eller faa de Vilkaar af Kongen, som han fastsætter. Det
gælder baade med Hensyn til graa Munke og sorte Munke
og alle (andre) Munke.
Præster, der vil leve ugift, skal af
een Gaard ikke udrede (Ledings)afgift, hvad enten Gaarden ligger
paa Kirkens Jord eller paa deres egen Jord, hvis de har nogen.
Landboer - hvem de end tilhører: Biskop,
Præst, Kloster, Kirke, en Bonde eller Hirdmand - som ikke
før var fri eller fritaget ved Privilegier, skal udrede
Leding og Lande-værn, hvis de dyrker rebet Jord, medmindre
Kongen fritager dem.
En Bonde, der har en Mark Guld i Jord eller
mere, skal udrede Tredingshavne, for Tredingshavne svares ikke
af mindre end af en Mark Guld. Men af fire Mark Sølv
udredes Sjettingsliavne og af to Mark Sølv Tolvtingshavne.
M mindre end to Mark Sølv udredes ikke Leding. Men opstaar
der Strid mellem Styrismanden og Manden, der skal udrede Leding,
da skal Skurdsmænd eller Skibsnævninger med deres
Ed afgøre, hvad den sagsøgte skal udrede.
En Landbo, der svarer otte ørtug Sølv
i Landgilde, skal udrede Tredingshavne. Den, der svarer fire
ørtug, skal udrede Sjettingshavne, men svarer han mindre
end fire ørtug Sølv - hvad enten det drejer sig
om rebet Jord eller Kendeland - skal han udrede otte ørtug
Sølv til Kongen.
Hvis en Mand bor paa sin egen Jord og tager
en anden Mands Fællig til sig, da skal han, hvad enten
han er Herremand eller ikke, udrede lige saa meget, som den
anden gjorde før.
Hvis en Herremand har mindre Jord end en fuld
Plovs Jord, da kan han tilfæste sig Jord, lige indtil
han har en Plovs Jord, og skal dog ikke udrede Leding af den
Jord, han fæstede.
Har en Mand Jord i flere Skipen og dyrker det
hele til een Gaard og lægger hele Afgrøden i een
Lade, da udredes der ikke mere end een Mgift deraf; men lægger
han den i flere Lader, da svarer han flere Mgifter. Bor en Mand
paa Kværsædejord og dyrker Jord i et Skipen og lægger
i Lade der, hvor han bor, og ikke andetsteds, da skal han udrede
Kværsæde og ikke Leding. Bor en Mand derimod i et
Skipen og dyrker Kværsædejord og lægger Sæden
i det Skipen, hvor han bor, da skal han udrede Leding og ikke
Kværsæde. Leding skal altid udredes af den Mgrøde,
der er taget, og ikke af den, der paa det Tidspunkt staar paa
Jorden, eller som skal saas.
Staar nogle af en Mands Huse i et Skipen og
nogle i et andet, da skal Ledingen altid ydes eller Kværsæden
udredes der, hvor Laden staar, eller Kornet lægges, og
andre Afgifter skal erlægges der, hvor Beboelseshuset
staar. Erhverver en Mand Jord i en anden Mands Skipen og dyrker
den til den samme Gaard, som han før beboede, da skal
han ikke af den Grund betale mere end een Afgift.
Hvis en Havnebonde har en fuld Plovs Jord og
senere køber mere, skal han af den Købejord udrede
lige saa meget, som der før svaredes af den, men har
han mindre, da maa han købe til, saaledes at han har
en Plovs Jord. Men Herremænd maa købe saa meget,
som de formaar, fordi de svarer fuldt deraf, idet de vover deres
Hals for Kongens og for Landets Fred. Ofte sker det ogsaa saaledes,
at den Jord, som Herremænd køber, og den, de i
Forvejen havde, gaar til Skipenet efter deres Død.
Bor Søskende sammen i Fællig,
hvor mange de end er, og hvor god Jord de end har, og de dyrker
den sammen til en Gaard, da skal de udrede een Afgift, men skilles
de, da skal de hver for sig svare Afgift. Men efter at de er
blevet skilt, kan de ikke atter lægge (deres Gods) sammen
og betale een Afgift, medmindre den ene fledfører sig
til den anden.
Søn arver Styrishavne efter Fader og
Fader efter Søn og Broder efter Broder, men Søster
og Moder og Datter arver ikke Styrishavne og heller ikke Slegfredsøn.
Selv om en Mand skøder til sin Slegfredsøn alt
det, han har, kan han dog ikke tilskøde ham Styrishavne,
for hvis der ikke er Ægtesøn efter Fader eller
Fader efter Søn, da arver Kongen Styrishavnen. De Styrishavne,
der ligger til Bispedømmet, de følger altid Bispedømmet.
Aftaler en Mand rette Bøder for Manddrab
uden Overbod, da skal han bøde trende atten Mark, det
er tre Gange atten Mark Penge, eller fuld Værdi (for dette
Beløb); men alt skal bødes inden for et Aar. Men
Overbod er altid saa meget, som der forud bliver sagt, naar
Boden aftales, for Frygt bevirker størst Overbod. Hvis
en Mand bliver svoret til Bøder, da er det ogsaa trende
atten Mark, som det er sagt.
Dræber en Mand en anden i Leding eller
i en Forsamling eller paa Tinge eller paa Tingvej eller i sit
eget Hus eller i et Herred, hvor Kongen opholder sig, eller
i Kirken eller paa Kirkegaarden eller i Købstaden eller
med Kniv eller en Bonde, der holder paa sin Plov, da skal Drabsmanden
foruden ret Mandebod altid bøde fyrretyve Mark til den
dræbtes Arvinger og ligeledes til Kongen, hvis han beholder
sin Fred og betaler Bøder. Men flygter han som fredløs,
da skal hans Frænder dog bøde, som før er
sagt. Hvis en Mand paa nogen af de Steder, som nu er omtalt,
saarer eller slaar en anden, da skal han altid udover den øvrige
rette Bod bøde fyrretyve Mark til Bonden og ligesaa til
Kongen, med-mindre der bliver lagt Baghold for eller rettet
Angreb mod nogen paa de Steder, der er omtalt, da skal Angriberen
bøde, som det er sagt, og den, der værgede sig,
være sagesløs, for enhver har med fuld Ret Lov
til at værge sig selv.
Dræber en Mand en anden Mand, efter at
der er betalt Bøder, eller saarer ham eller hævner
sig paa ham paa nogen Maade for den Sag, der er afgjort, da
skal han, hvis han beholder sin Fred og (bliver i) Landet og
skal betale Bøder, først udlevere alt det, der
var taget i Bod for den Gerning, som den anden tidligere var
overbevist om, og derefter bøde de rette Bøder
for Drab, hvis han er dræbt, og for Saar, hvis han er
saaret. Men bliver en Mand grebet for en saadan Gerning, som
er omtalt i disse to Kapitler, og Kongen lader ham straffe (paa
Livet), da skal hans Frænder ikke des mindre bøde
de to Rater, der hedder Ættebod, for, naar Kongen straffer
ham paa hans Hals, svarer det til en fuld Fredløshedssag
for ham.
Hvad en Mand røver fra en Mand, der
er dræbt, enten Klæder eller Vaaben eller Sølv
eller Penge, det er Valrov, hvis han havde det paa sig, og derfor
skal der bødes fyrretvve Mark. Det skal man værge
sig for med Kønsnævn.
Mister en Mand sin Tunge eller Næse eller
begge øjne eller begge Hænder eller begge Fødder
eller det Redskab, der hænger i Bukserne, da skal der
for hver af disse bødes fuld Mandebod. Men mister en
Mand et øje eller en Haand eller en Fod, skal der for
hver af disse bødes halv Mandebod. Men mister en Mand
sit øre, da skal der bødes Fjerdedels Mandebod,
fordi det kan dækkes med Hue og med Haar. For Tommelfinger
bødes Fjerdedels Mandebod og for de andre fire (tilsammen)
ligeledes Fjerdedels Mandebod, dog saaledes, at for de to nærmeste
bødes for hver en Ottendedel af en Mandebod og for hver
af de to yderste en Sekstendedel af en Mandebod, og hvis en
Negl og det yderste Led bliver afhugget, skal man bøde
derfor, som om Fingeren var helt afhugget.
Bliver en Mands Lemmer beskadiget, men dog
(saaledes, at det paagældende Lem er) nogenlunde brugeligt,
saa at han kan bøje og strække det, da skal der
bødes derfor, som det vurderes til af gode Mænd.
Men bliver det dødt og unyttigt, da skal der bødes
for det, som om det var helt borte.
Bliver en Mand saaret og rejser Sag paa lovlig
Maade mod Gerningsmanden, da skal Saaret bødes inden
tredie Femt, og Legemsskaden skal henstaa, til Aaret er ude.
Saaledes som Legemsskaden da vurderes, skal den bødes,
endskønt der tidligere er bødet for Saaret. Men
vil Gerningsmanden ikke bøde, saaledes som der er sagt,
da kan han søge hans Mandhelg.
Lader en Mand nogen søge hans Mandhelg,
da skal han først bøde fulde Bøder for
den Gerning, han blev sagsøgt for, og derefter tre Mark
til Bonden ud over de rette Bøder og tre Mark til Kongen.
Dræber nogen den Mand, hvis Mandhelg man har søgt,
da skal han beholde sin Fred, og slaar han ham, skal han ikke
bøde derfor.
For alle de Saar, som man ikke kan dække
med Klæder eller med Haaret, saasom Saar i Ansigtet og
paa Haanden, skal der altid bødes dobbelt saa meget som
for andre Saar. Men bliver der Lyde derefter, saasom hvis Munden
bliver skæv, eller øje eller Næse (bliver
beskadiget), da skal den vurderes af gode Mænd og bødes
derefter.
I rette Saarbøder skal der, naar der
ikke er hugget ind til Benet og ikke gennemstukket, bødes
tre Mark Penge. Men er det Hulsaar, eller er der hugget ind
til Benet, saa at der tages Ben ud, eller der er Ar i selve
Benet, og det flyder ud, eller der er tvemundet Saar, saasom
hvis man bliver stukket gennem Laar eller Læg eller Arm
eller Haand, ~ller hvor som helst en Mands Legeme bliver gennemstukket,
da skal der altid bødes seks Marks Penge derfor. Men
Sande-mændene kan sværge en Mand (skyldig at bøde
for) indtil fem Saar i een Gerning og ikke mere.
Lyser en Mand sit Saar og ikke forfølger
Sagen med Sandemænd, da skal den sagsøgte
bøde for saa mange (Saar), som han vedgaar, saaledes
som det er sagt. Men beskyldes han for flere, skal han nægte
med Kønsnævn. Men er der taget Ben ud, og Gerningsmanden
(frivilligt) vedgaar det eller bliver nødt til det, skal
han bøde tre Mark Penge for hvert af dem. Men vedgaar
han det ikke, skal han nægte med Kønsnævn.
For Stavhug og Stenhug og Benhug og Nævehug
og Greb i Haaret og Kasten til Jorden skal den sagsøgte
enten give seks Mark Penge eller Kønsnævn. Men
bliver en Mand trælslaaet, saa han ikke kan flytte
sig selv fra Stedet, men maa køres eller bæres
derfra, og er der brækket Ben, saa han ligger deraf og
er ufør, da er Gerningsmanden skyldig at betale hans
Kost og give Lægeløn og desuden bøde tolv
Mark Penge.
Faar en Mand Saar af en anden Mands Husdyr,
enten Hest eller Hornkvæg, Hund eller noget andet Dyr,
da skal Bonden, der ejede Dyret, give Lægeløn.
Men faar han Lyde deraf, da skal Ejeren af Dyret bøde
for Lyden, dog bliver (Bøden for) den Slags Lyde ikke
højere end tre Mark. Men nægter han, skal han værge
sig med tolv Mands Ed.
Vil en Mand rette et Hug mod en anden Mand
paa en Hest og rammer Hesten i Stedet for Manden, da skal han
bøde tre Mark for det Saar, som Hesten fik, som om han
huggede Manden, og den Hest, som han ramte, skal han tage imod
og gøre lige saa rask, som den var, før den blev
ramt. Men dør Hesten eller faar den Lyde, skal han erstatte
Hesten efter dens Værdi, før den blev hugget, og
bøde tre Mark. Men rammer en Mand en anden Mands Klæder,
og vedgaar han det, skal han bøde tre Mark. Nægter
han, skal han give Kønsnævn.
Laaner en Mand en anden sine Vaaben og ikke
ved, hvad den, der laaner dem, vil med dem, og gør -=
Denne siden en taabelig Gerning med dem, enten dræber
eller saarer en Mand, og den, der laante Vaabnene, bliver sagsøgt
derfor, da skal han med tolv Mænds Ed bevise, at han ikke
udlaante dem for at skade den, der fik Skaden. Bliver han fældet
ved Edsbeviset, skal han bøde tre Mark. Men laaner han
dem aabenlyst, naar to Mænd strides med voldsomme Ord,
og gør den, der laante dem, da Skade med dem, da skal
han enten værge sig med Kønsnævn eller bøde
tre Mark.
Paa hvilken Maade en Mand end faar Saar af
en andens Vaaben, skal (Ejeren af Vaabnene) bøde tre
Mark for Saaret eller give Kønsnævn. Men har han
selv Vaaben i Haanden, og en anden Mand faar Saar af Vaade,
skal han bøde for Vaadegerning. Men for Vaade skal der
ikke bødes til Kongen og ikke til Biskoppen.
Bliver en Mand saaret i Horseng med en anden
Mands Kone, og slipper han bort levende, men dør af Saarene,
da skal han ligge paa sine egne Gerninger, og Bonden skal være
sagesløs. Men bliver han skriftet og faar oprettet sin
sidste Vilje, da skal han begraves paa Kirkegaarden, hvis han
dør. Men bliver han dræbt i Horseng, da skal den,
der dræbte ham, føre Dyne og Lagen, som han blev
dræbt i, blodige til Tinget med to Mænds Vidnesbyrd
paa, at han blev dræbt i Horseng og ikke andetsteds. Da
skal han ligge uden for Kirkegaarden og paa sine egne Gerninger.
Men hvor som helst en Mand bliver dræbt uden for Horseng,
selv om han sigtes for Horsag, eller hvad han ellers sigtes
for, da skal Sandemænd altid træde til for at afgøre
Sagen.
Den, som har Bier, skal selv vogte dem med
Hegn, saa at anden Mands Kvæg ikke kan kaste dem ned eller
ødelægge dem, men er Hegnet saa lavt, at en anden
Mands Kvæg kan gaa ind i Bigaarden og ødelægge
dem, kan han bebrejde sig selv det og faar ingen Bøde.
Men bliver en Mands Kvæg stukket ihjel uden for en Mands
Bigaard, skal Ejeren af Bierne ikke bøde derfor. Men
bliver det stukket ihjel i Bigaarden, skal Ejeren af Bierne
erstatte efter Skadens Størrelse, fordi han ikke
havde lovligt Hegn.
Jageren Mands Bier en anden Mands Bier op,
da skal Ejeren af de Bier, der jages op, sammen med andre Grander
sige det til Ejeren af de andre Bier. Vil den, der har de livlige
Bier, være i Fællig med den anden, saavel om de
Bier, der jages op, som om de andre, da maa det gerne være
saaledes. Men vil han ikke det, og ødelægger de
Bier senere dem, der jagede dem op, kan han bebrejde sig det
selv, fordi han ikke vilde dele baade Gavn og Skade med den
anden.
Finder en Mand Bier paa aaben Mark, og ingen
Mand følger dem, da skal den, der fandt dem, have dem,
selv om han hverken har Jord eller Skov paa den Mark. Men finder
en Mand Bier i en anden Mands Skov, da maa han ikke borttage
dem, hvis de er fløjet op i et Træ, og faar ingen
Del i dem, medmindre han følger dem til en Stub. Hvis
han følger dem fra sin Gaard, da skal han enten have
en Trediedel af dem, hvis de skal optages, eller en øre
Penge, hvis Ejeren af Træet vil løse dem. For naar
de flyver ud af en Mands øjesyn, da tilhører de
den, der finder dem. Hvis en Mand finder en Bisværm paa
Kirkegaarden, da tilhører de den, der finder dem, og
ingen anden Mand.
Hvis en Mand gaar hen i en anden Mands Bigaard
og tager Bistadet og fører Bierne derfra med Vold eller
dræber dem og tager Honningen, da kan Biernes Ejer rejse
Sag derfor, hvad enten han vil have Nævn eller Sandemænd,
for det er snarere Hærværk end Ran.
Ingen Mand maa nøde nogen til at aflægge
Ed paa en andens Vegne, medmindre vedkommende selv vil paatage
sig den, Men paatager han sig at aflægge en saadan Ed
paa Tinget, da skal han, hvad Sag han end sagsøges for,
føre det Edsbevis, han lovede, eller være lovlig
fældet baade over for Bonden og over for Kongens Ombudsmand,
for den, der lover noget uden at være tvunget af Loven,
skal udføre det, han har lovet. Dog skal alle Eder paa
andres Vegne, der loves paa Tinge, ogsaa aflægges paa
Tinge.
Hvor meget (eller hvor lidt) en Hustru end
skøder til sin Husbonde eller en Husbonde til sin Hustru,
da skal det, hvad enten de har Børn sammen eller ej,
ikke staa ved Magt, hvis ikke Arvingerne vil samtykke deri efter
deres Død. Men skøder en af Ægtefællerne
i svigagtig Hensigt noget til en Mand, der er uden for Fælliget,
og han derefter tilskøder Husbonden Hustruens Ejendom
eller Hustruen Hus-bondens Ejendom, da skal det heller ikke
holdes, medmindre de rette Arvinger samtykker deri, for det
er sandsynligt, at Husbonden ved Magt eller Lempe kan faa Hustruen
til at tilskøde sig, hvad han vil, og nogle Kvinder er
saa listige, at de ogsaa godt kan faa deres Mænd til at
tilskøde dem, hvad de forlanger.
Den Hustru, der selv har en Husbonde, maa ikke
skøde bort og ikke paa anden Maade afhænde uden
sin Husbondes Raad og de rette Arvingers Samtykke. Men taaler
Husbonden, at Hustruen skøder noget bort, og faar den
anden Lovhævd paa det tilskødede, uden at Husbonden
gør Indsigelse, da kan hendes Arvinger søge
det, som hun skødede, tilbage, og Husbonden skal bøde
baade tre Mark til Bonden og tre Mark til Kongen, fordi hans
Kone skødede uden Hjemmel, og han vidste det og taalte
det. Men søger han det selv tilbage, da skal han ikke
bøde, og den, der købte af Bondens Kone, har tabt
Købesummen. Men Husbondens Søn og Datter, som
er i Fællig med deres Fader eller hans Tjeneste-folk,
maa ikke afhænde af Bondens Bo uden hans Vilje.
En Hustru, der har Barn med sin Husbonde, maa
ikke i Sjælegave give sin halve Hovedlod eller nogen værdifuld
Genstand uden Husbondens Samtykke og Vilje. Men vil nogen rejse
Krav om en saadan Sjælegave, da skal Husbonden forsvare
sig med Kønsnævn, og Sandemænd skal ikke
medvirke. Men bliver han fældet ved Kønsnævnet,
skal han ud-rede det, der var givet for hendes Sjæl. Men
har Hustruen ikke Barn med Husbonden, da maa hun give sin halve
Hovedlod bort for sin Sjæl. Men rejser Kirke eller Kloster
Krav derpaa, og er det mere end en halv Mark Sølv, da
skal Sandemænd medvirke. Men med Hensyn til det, der ikke
er skrevet i en Mands Testamente med gode Mænds Vidnesbyrd,
og som Kloster eller Kirke eller Hospital rejser Krav åm,
skal Husbonden altid værge sig med Kønsnævn.
Hvis en Mand eller Kone har flere Gaarde, og
(de ligger) i flere Lande eller i flere Bygder eller i flere
Herreder, hvor de end er, naar de dør og giver noget
for sig (i Sjælegave), skal altid Sandemændene i
vedkommende Bygd medvirke.
Drager en Mand ved Nattetid til en anden Mands
Ager og afskærer hans Korn eller tager hans afhøstede
Korn, da er han Tyv derfor. Men er han en veifarende Mand og
giver sin Hest et Neg eller lader den græsse paa Stubben,
da er han hverken Ransmand eller Tyv derfor, men fører
han noget bort af Ageren, da kan Ejeren af Ageren rejse Sag
mod den, der tog det, hvad enten han vil gøre det for
Ran eller for Tyveri.
Drager en Mand med en Kvæghiord eller
et Stod Heste eller en Flok Svin ind paa en anden Mands Ager
og med Magt lader dem opæde hans Korn, da er han pligtig
at bøde fyrretyve Mark til ham derfor, for det er fuldt
Hærværk. Men kommer Dyrene ind i en Mands Ager af
Vaade paa Grund af Hyrdens Forsømmelighed, da skal den,
der ejede Kvæget, erstatte Skaden og give Edsbevis paa,
at det ikke var paa hans Befaling, at hans Kvæg kom derind.
Men hvis en Mand med Magt lader græsse paa en anden Mands
Eng, da skal Ejeren af Kvæget betale Erstatning for Skaden
og bøde tre Mark. Men kommer det derind af Vaade, skal
han ogsaa betale Erstatning for Skaden. Bliver Kornet saa ødelagt
som omtalt, da maa Ejeren af Kornet rejse Sag med Sandemænd
og med gode Mænds Vidnesbyrd om Hærværk. Men
den, der sagsøges angaaende en Eng, skal værge
sig med Kønsnævn, hvis han nægter.
Mindre end tolv Stykker Hornkvæg udgør
ikke en Hjord, tolv Heste et Stod eller tolv Svin en Flok. Men
øde lægger nogen en anden Mands Korn med mindre
end med tolv Kvæghøveder, saaledes som det er sagt,
da maa der ikke rejses Sag om Hærværk. Men dog skal
man altid for hver Voldsgerning værge sig med Kønsnævn
eller foruden Erstatningen bøde tre Marks Bøde.
Hvis en Mand optager en anden Mands Kvæg
i sit Korn eller sin Eng, og Ejeren af Kvæget kommer til
Stede, hvad enten det er i Indhegningen eller paa alfar Vej,
da maa han ikke tage det fra ham uden hans Vilje. Men tager
han det fra ham, da kan han blive Ransmand derfor. Men kommer
den, der optog det, hjem med det til sit Hus, og Ejeren da tager
det, da kan det blive Hærværk. Dog skal der ikke
rejses Sag mod andre end den, der borttog det.
Hvis en Mand er (Lods)ejer i Marken og tøjrer
sit Kvæg paa en anden Mands Ager eller Eng, da er det
Vold, og han er pligtig at erstatte Skaden og desuden bøde
tre Mark eller, hvis han vedgaar det, at give Edsbevis paa,
at det ikke var paa hans Befaling, at det skete, samt erstatte
Skaden. Men vejfarende Mand og Gæst maa man ikke nægte
Græs.
Gaar en Mands Kvæg ind paa en anden Mands
Ager, og kommer Ejeren af Kornet eller Agerhyrden til Stede
og vil optage Kvæget, men ikke kan gøre det, og
Kvæget har Hyrde, og det er kaadt og løber mod
Ris eller Gærdestaver og bliver beskadiget derved eller
dør, skal den, der gennede det, hvis han vedgaar at have
gjort det, tage det døde (Dyr) til sig og give et andet
lige saa godt i Stedet uden Bøde, fordi det havde Hyrde,
og den, der ejede Kvæget, skal erstatte Kornet til den,
der ejede dette. Men dræber han Kvæget enten med
Od eller Æg, skal han erstatte det og desuden bøde
tre Mark. Men vedgaar han Drabet og kalder det Vaadesdrab, skal
han erstatte Skaden og give tolv Mænds Ed paa, at det
var af Vaade og ikke med Vilje. Men var det Kvæg, der
ikke var under Opsigt, skal han ikke bøde derfor.
En Gornidding
skal bøde baade den Skade, han gør, og tre Mark
til Bonden og lige saa meget til Kongen, for det er Vold og
ikke Vaade at dræbe Kvæg, der har lovligt Tøjr
paa sig eller staar i Bondens Ornum,
som han ejer alene Hvor som helst en Mand dræber en anden
Mands Kvæg som har Hyrde, hvad enten det er i Indhegning
eller udenfor, da er han Gornidding og skal give Erstatning,
som det er sagt, og bøde tre Mark til Bonden og lige
saa meget til Kongen.
Hvis en Mand rider en anden Mands Hest uden
Ejerens Vilje, skal han bøde tre Mark til Bonden derfor.
Men faar han den med (Ejerens) Vilje enten til Leje eller Laan
og rider længere, end det er aftalt, da skal han bøde
sine to øre for hver Bymark, han rider over, lige indtil
det bliver til seks øre, Men hvad enten han rider uden
Tilladelse eller rider længere, end det var aftalt, skal
den altid (ved Afleveringen) være lige saa god, som den
var, da han modtog den. Men dør Hesten, eller den bliver
mager - men (i øvrigt) kommer hel og holden hjem - og
han sværger, at det ikke var hans Skyld, da skal han ikke
give Erstatning. Men var det Laan, skal den komme lydeløs
hjem. Den, der blivér sagsøgt for de Sager, der
er omtalt i disse to Kapitler, skal værge sig med tolv
Mænds Ed, hvis han nægter. Men vil han hverken bøde
eller værge sig, saaledes som det er sagt, men lader sig
sagsøge paa Tinge til Namsdom, da skal der for ingen
af disse Sager bødes mindre end tre Mark til Bonden og
tre Mark til Kongen.
Den, som har Stodheste, skal have dem i Fold
paa sin egen Mark og have Hyrde til dem. Vil han ikke gøre
det, men ødelægger Bøndernes Vang med dem,
da kan de nedlægge Forbud mod dem paa Tinge, og lider
Ejeren af Hestene senere nogen Skade, hvis de kommer i Vangen,
maa han tage Skade for Hjemgæld. Men hvis nogen har Stodheste
paa den Mark, som han ikke er Lodsejer i, da kan Ejerne lovligt
kræve, at han skal tage sine Stodheste hjem, men hvis
han ikke vil det, og Hestene senere lider nogen Skade, kan han
bebrejde sig selv det, for uden Grandernes Vilje maa han lige
saa lidt ødelægge deres Græs paa Fælleden
som deres Korn med Stodheste. Men køber en Mand for en
Mark eller to eller mere af en anden Mands Marker i svigagtig
Hensigt, idet han vil ødelægge deres Jord med sine
Stodheste, da kan Ejerne tvinge ham til kun at anbringe saa
mange, som Marken kan taale efter Guidvurdering, og tage Del
i Fælleden, som Svin tager Del i Olden, og de, der bor
i Byen, skal bestemme Antallet, for de ved bedst, hvad deres
Mark kan føde. Ligeledes hvis Hestene bliver skabede,
og den, der ejer dem, ikke vil holde dem for sig selv paa sin
egen Jord, da kan Ejerne nedlægge Forbud mod dem paa Tinge
og drive dem i Dyndet og dræbe dem uden Bøde. Det
samme gælder tamme Heste, hvis de bliver skabede, for
det faar den ene Hest af den anden.
For Kvæg, der bliver optaget i Korn eller
Eng, skal der gives lovligt Pant, saaledes som Ejerne bliver
enige om, naar de sætter deres Hegn, og det skal indløses,
saaledes som de i Forvejen var enige om. Dog har den, der forvoldte
Skaden, Ret til at udrede, saa meget han vil, og sværge
med tolv Mænds Ed paa, at hans Kvæg ikke gjorde
mere Skade. Bliver Pant, der er sat for optaget Kvæg,
ikke indløst før Allehelgens Messe, da skal det
være forbrudt.
Hver Mand skal sætte sine Gærder,
saaledes som alle Ejere samtykker i, og i Forhold til, hvad
han ejer i By og Bol efter ret Rebning. Men for Stuf skal man
ikke sætte Gærde, medmindre Stuffet støder
op til Byens Forte, da skal der sættes Endegærde
(mod Forten). Alle skal sætte Gærde for deres Tofter,
der er bebyggede, men for ubebyggede Tofter i Byen skal Ejeren
sætte Endegærde og alle Granderne Sidegærde,
hvis Toften støder op til deres Jord. Men den, som ikke
vil sætte sine Gærder paa den Lovdag, som Ejerne
fastsætter, skal betale den Bøde, som fastsættes.
Men vil han ikke sætte Gærder og ikke betale Bøden,
da skal Granderne overdrage en at rejse Sag paa alles Vegne
og faa ham dømt til at bøde tre Mark baade til
Bonden og til Kongen.
Vanggærde skal hver Mand sætte
i Forhold til hans Ejendoms Størrelse i Byen efter Guldværdi,
men for Stuf skal der ikke gærdes. Men hvis det sker,
at en Bys Fælled støder op til en anden Bys indhegnede
Jord, da skal de, der ejer Fælleden, rejse det halve af
Gærdet i Forhold til dem, der ejer Vangen, og de skal
være lige om det, for de, der nu har Fælled, kan
ad Aare faa indhegnet Mark der og behøve en saadan ligelig
Fordeling (af Hegnspligten). Hvis det sker, at de, der har indhegnet
Mark, eller de, der har Fælled, ikke vil sætte halvt
Gærde og være lige om det, og de, der ejer Vang
en, faar Skade paa Grund af deres eget Gærdes Mangler,
da skal de selv bære Skaden, men faar de Skade paa Grund
af de andres Gærdes Mangler, hvad enten det er af deres
eget Kvæg eller af andres, da skal den, der skulde sætte
Gærdet, erstatte Skaden. Men hvis ingen vil vedkende sig
det Gærde, som var Skyld i Skaden, da skal Markens Ejere
rebe Gærdet og faa at vide, hvem Gærdet tilhørte,
og den, der bliver fældet ved ret Rebning, han har ikke
Ret til at tilbyde Edsbevis, men skal betale den Bøde,
som før var fastsat, og erstatte Skaden. Men vil de,
der skulde sætte Gærde, ikke gøre det og
ikke udrede, da skal Ejerne af Vangen overdrage en Mand blandt
dem selv at skaffe dem Ret. Men lader de, der skulde sætte
Gærde, Dom overgaa sig, da ifalder hver af dem en Bøde
af tre Mark til Bønderne og lige saa meget til Kongen.
Det Gærde, der er om Rugsæden,
skal være sat til Paaske eller før og det om Vaarsæden
til Pinsedag og skal staa til St. Mikkels Messe, medmindre alt
Kornet kommer ind før. Den, der tager Gærdet op
før, skal erstatte al den Skade, der opstaar paa Grund
af, at det Gærde var fjernet.
Abildgaard og Kaalgaard og Toftegaard skal
enhver selv vogte med sit eget Gærde, hvis han vil have
dem ind-hegnet, og værge dem for alle Slags Husdyr, undtagen
alene for Geder og for Gærdebrydere som Okser og Svin,
for man kan sagsøge Bonden til at vogte sine Gærdebrydere.
I disse Gaarde maa der ikke optages Husdyr, undtagen alene Geder,
medmindre det bliver lyst paa Tinge. Men bryder en Mand ind
i en anden Mands Abildgaard eller Kaalgaard og stjæler
Kaal eller Æbler, da kan han blive Tyv derfor, ligesom
om han stjal andre Ting i hans Hus. Men mister en Mand sine
Klæder i en anden Mands Abildgaard, da maa han ikke forfølge
Sagen som Ranssag.
Vrag, som driver i Land, og som ingen Mand
følger med eller kommer efter, det tilhører Kongen,
fordi Kongen ejer alle Forstrande, og det, som ingen Mand ejer,
det ejer Kongen ligeledes.
Mindre Fisk end Stør er ikke Vrag. Men
hvad der har været i anden Mands Besiddelse saasom Kiste
eller Tømmer eller Klæder eller nogen (anden) Ting,
som man kan se har været i Hænder, er Vrag og tilhører
Kongen, hvis ingen kommer efter det. Men Fisk, som en Mand kan
bære, saasom Marsvin eller Sæl og deslige eller
mindre Fisk, det er ikke Vrag, undtagen alene Stør, for
Hval og Løft og Stør og alle store Fisk, som man
ikke kan bære, de er alle Vrag, og dem ejer Kongen. Dog
skal den, som først finder en Hval, før han tager
noget deraf, sige det til Ombudsmanden og for sin Umage have
en Byrde, hvis han er gaaende, en Heste-byrde, hvis han er ridende,
og et Vognlæs, hvis han er kørende. Men kommer
en Mand til Stede med Skib, skal han have en Skibsiadning, dog
ikke til et større Skib end et seksaarers, det vil sige
med tre Aarer paa hver Side. Efter at den første har
taget sin Lod, skal ingen tage deraf uden Ombudsmandens Tilladelse.
Men tager en Mand uden hans Tilladelse, og sagsøger Ombudsmanden
ham, skal han udlevere saa meget, som han tog, og desuden bøde
tre Mark eller give Ed af tolv Mænd, saadanne som han
kan faa i det Kirkesogn, hvori han bor, dog skal det være
lovfaste Mænd. Men hvis en Ombudsmand faar en Hval og
ikke giver Kongen hans Del deraf, skal han miste sit Embede.
Lider en Mand Skibbrud, og er der Folk paa
(Skibet), og de kommer levende i Land, har ingen Mand Ret til
at komme deres Ejendele nær, hverken Ombudsmanden eller
nogen anden, før de selv giver op og paa ingen Maade
kan bjerge det, hverken ved egen Hjælp eller med lejede
Mænd, og hverken Ombudsmanden eller anden Mand har Magt
til at hindre dem i at faa de Folk, de kan leje eller faa uden
Betaling. Men er der sandt Vidnesbyrd om, at Ombudsmanden eller
hans Svende røver nogle af deres Ejendele fra dem, før
de selv opgiver dem, eller forbyder Folk, som de kan leje dertil,
at hjælpe dem, skal han miste sit Embede og dog udlevere
alt det, han tog fra dem, og desuden bøde fulde Bøder.
Men røver nogen anden fra dem, skal han først
udlevere alt det, han tog, og desuden bøde tre Mark
til dem og tre Mark til Kongen.
Mod Beskyldning for Falsk og for Mordbrand,
og hvis en Mand beskyldes for, at han er Stimand, skal man værge
sig med Herredsnævn, det vil sige tre Mænd af hver
Fjerding, som er i det Herred, og de skal udtages af Ombudsmanden
eller en uvildig Mand, der ikke har nogen Del i Sagen og ikke
er i Slægt hverken med Sagsøgeren eller med den
sagsøgte. Den sagsøgte kan af de udtagne udskyde
sine aabenlyse Uvenner, saaledes som før er sagt, for
ingen kan tvinges til at værge sig med sine aabenlyse
Uvenner. De, der blev udtaget, skal enten sværge den sagsøgte
skyldig eller uskyldig i Gerningen, for man kan ikke tie en
Mand fra hans Hals eller hans fyrretyve Mark.
Det er Falsk, hvis en Mand rejser Ambolt med
Underlag og slaar Penge uden Kongens Tilladelse eller Befaling
eller smelter falsk Sølv og køber eller sælger
med Penge, som han ved er falske, eller med falsk Sølv.
Hvis en Mand begaar Falsk, da skal Kongen have hans Haand og
den, der fik falske (Penge), Skadeserstatning. Men bliver en
Mand narret og faar enten falsk Sølv eller falske Penge
og bringer dem til Møntmesteren eller Guldsmeden eller
en anden Mand, der kan skønne derom og undersøge
det, og ikke vil købe med det, før han har faaet
det prøvet, om det er falsk eller ej, da skal han ikke
kaldes Falskner. Men hvis han ved, af hvem han har faaet dem,
skal han rejse Sag mod ham og enten have Erstatning eller Edsbevis
af ham, Men det forfalskede skal dog blive med Vidnesbyrd der,
hvor det er fundet. Det forfalskede, der bliver fundet saaledes,
skal ikke mere gives ud, men skal enten brændes eller
sønderhugges eller kastes i Havet, saaledes at ingen
kan finde det.
Det er Mordbrand, hvis en Mand enten ved Nattetid
eller i Løndom drager hen og sætter Ild paa en
anden Mands Hus. Bliver han grebet deri, skal han have sin Hals
forbrudt, og Skaden erstattes af hans Gods, og Bonden skal have
fyrre tyve Mark. Men bliver han fældet ved Edsbevis, skal
han erstatte Skaden og selv rømme Landet, lige indtil
Kongen viser Naade mod ham i hans Sag.
Stimand er den, der ligger enten i Skov eller
Skjul eller paa Hede eller ved alfar Vej og plyndrer enten ridende
eller kørende eller gaaende og bringer sit Bytte i Skjul
og fordølger sine Gerninger. Bliver han grebet deri,
skal han have sin Hals og sin Hovedlod forbrudt til Kongen,
Men bliver han fældet ved Edsbevis, skal han erstatte
Skaden a£ sit Gods og (desuden betale) fyrretyve Mark
til Bonden og selv skal han være i Kongens Magt, thi enhver
Mand skal styrke Freden.
.
Sætter en Mand Ild i Hede og opbrænder
noget, en Mand har erhvervet ved sit Arbejde, saasom enten Lyng
eller Tørv, eller Ilden løber ind i Skoven og
brænder og ødelægger Skoven, da skal den,
der bar Ilden ud, erstatte Skaden, selv om han ikke havde i
Sinde at brænde mere end sit eget og ikke at gøre
Skade med Ilden. Ligeledes hvis Ilden løber i Hus eller
i By, da gælder det samme. Men bærer en Hyrde eller
andet Tyende, som ikke er i Fællig med Bonden, Ild ud
uden hans Befaling, og der da derved opstaar Vaade, da er Bonden
ikke pligtig til at erstatte det. Vil man beskylde ham derfor,
skal han give Kønsnævn paa, at det ikke skete efter
hans Opfordring eller Befaling. Det er dog mere forsigtigt,
at man ikke sætter Ild i Hede, medmindre alle Ejere bliver
enige om at afbrænde enten Mose eller Hede og selv gaar
med og passer paa, at der ikke kommer Ild i anden Mands Mark
til Skade for dem. Men hvis der sættes Ild i Hede paa
en Bymark, og den gør Skade paa en anden Bymark, skal
Ejerne af den Mark, hvori der først sattes Ild, enten
erstatte Skaden eller udpege den, der først satte Ild
paa.
Hvis en Mand beskylder en anden for, at han har forgjort noget,
som tilhører ham, med Trolddom, og den sagsøgte
ikke vedgaar, men nægter det, og Sagsøgeren beediger
Sigtelsen imod ham, da skal den sagsøgte værge
sig med Nævn i Kirkesognet, saavel over for Sagsøgeren
som over for Biskoppen.
|
|
|