Der skal være otte Sandemænd i
hvert Herred, to i hver Fjerding. Dog maa der ikke være
mere end een af noget Fællig. Hver af dem skal have Ejendom
i den Fjerding, hvor han er Sandemand, og i det mindste være
Fællesbryde og ikke Landbo. Ingen kan afsætte dem,
medmindre de forbryder deres Hovedlod ved at sværge
falsk, eller de tager mere Hesteleje, end de skal. Dog maa ingen
have baade Forlening og Sandemandshverv i samme Herred.
Sandemænd skal sværge om Manddrab,
om Mhug, om Voldtægt mod Kvinder, om Hærværk,
om Markeskel, om Saar, om Kirkegods, hvis det drejet sig om
mere end en Mark Sølv, og om Frihedsberøvelse.
Sandemænd skal sværge paa Landstinget om Manddrab,
Voldtægt mod Kvinder, om Hærværk, om Hug,
og hvis en Mand med Vold bliver berøvet sin Frihed, men
paa Herredstinget om Sag mod en Bonde, om Kirkegods og om Saar;
om Markeskel paa det Sted, hvor den omstridte Jord ligger.
Kongens Brev skal lyse dem til at være
Sandemænd paa Herredstinget i det Herred, hvor de skal
være Sande-mænd, og Kongens Ombudsmand skal tage
dem i Ed, og de skal sværge saaledes, naat de tages i
Ed, at Gud skal hjælpe ham, saa sandt som han ikke for
Gods eller paa Grund af Slægtskab eller af Partiskhed
vil gøre andet i sit Sandemandshverv end det, han
ved er rettest og sandest.
Bliver Sandemænd overbevist om, at de
tager mere i Hesteleje, end de har Ret til, da har de for det
første forbrudt deres Hovedlod og dernæst deres
Sandemandsstilling. Deres rette Hesteleje er en halv Mark Sølv
til alle otte. Selv om en af dem modtager den halve Mark Sølv,
skal han dele den med alle de andre. Den, der kræver Medvirkning
af Sandemænd, skal give dem Hesteleje, hvad enten de sværger
med ham eller imod ham eller overhovedet ikke sværger.
Paa det samme Ting, hvor de skal sværge, skal de modtage
deres Hesteleje med Tingsvidne. Da kommer der ikke senere Retstvist
derom. Men tilbageholdes Hestelejen længere, kan der rejses
Ranssag om den.
Paa mindre end seks Uger kan en Retssag, hvori
Sande-mænd medvirker, ikke afsluttes, fordi der kræves
tre Ting med en halv Maaned mellem hvert. Paa det første
Ting skal man lyse sin lovlige Sag og det, man vil svare for.
Da skal Tingmændene fastsætte et Ting for Parterne
en halv Maaned derefter og stævne Sandemændene dertil.
Paa det tredie Ting skal den ene Part da rejse Sag og den anden
svare, og man skal lade Vidner bevidne, at Sandemændene
er lovlig tilsagt til at sværge. Da skal der gives Dom
for, at de skal sværge. Uden Dom skal de ikke sværge.
Efter at Dommen er afsagt, kan de ikke undlade det, men de skal
sværge om Sagen, hvis de ikke vil have deres Hovedlod
forbrudt. Sandemænd og Ransnævninger maa træffe
Afgørelse i de Sager, hvortil de er lovlig tilsagt, paa
alle de Tider af Aaret, da der holdes Ting, for Mordere og Tyve
og Ransmænd skal aldrig have Fred, fordi de (selv) ikke
lader nogen i Fred.
Er Sandemændene uenige, da skal det staa
fast, som de fleste udtaler, med den ene Undtagelse, at otte
af de bedste og paalideligste Mænd i Bygden og Biskoppen
vidner, at de har handlet mod Loven eller gjort Uret eller begge
Dele. Men selv om de alle sværger det samme, og det dog
er saa aabenbar Mened, at alle ved, at det var Mened, saasom
hvis de sværger, at en Mand er en anden Mands Drabsmand,
og han ikke var i Bygden, da den anden blev dræbt, og
ikke i det Land, da kan de dog godt forbryde deres Hovedlod,
for Sandheden skal altid være stærkere og kærere
end Bevis ved Ed. Men hvis de fleste gode Mænd i Bygden
ikke rejser Sag mod dem, og de alle sværger det samme,
da skal det staa fast. Sværger nogle paa et Ting, og de
andre ikke er paa Tinget, da skal de godtgøre, at de
havde Forfald, at de enten ikke vidste, at der holdtes Ting,
eller at de havde lovligt Forfald, da skal de sværge paa
det første Ting, der holdes derefter, eller godtgøre,
at de har Forfald, saaledes som før er sagt. Men sværger
de ikke paa det tredie Ting, efter at de andre har svoret, har
de forbrudt deres Hovedlod, hvis de var inden for Landet og
ikke laa i Sygeseng.
Bliver en Mand dræbt om Torsdagen før
Middag eller en hvilken som helst Dag før Torsdag, og
er der Landsting paa den første Lørdag derefter,
da skal Frænderne lyse det paa dette Ting. Men bliver
en Mand dræbt om Torsdagen efter Middag, da skal de vente
til det andet Ting derefter.
Kap. 9.
Hvis Sagen ikke lovligt forfølges.
Forfølges Sagen ikke lovligt, og der
ikke lyses i Overensstemmelse med Loven, og det rette Ting gaar
over, da kan man ikke rejse Sag uden Kongens Tilladelse. Men
giver Kongen ikke Tilladelse til, at Sagen rejses, da kan Sagsøgeren
ikke faa mere end ret Mandebod, det er tre Gange atten Mark
Penge eller fuld Værdi for saa mange Penge, eller Kønsnævn,
hvis den sagsøgte nægter. Men hvis den, der skal
rejse Sagen, ikke gør det paa det rette lovlige Ting
og ikke faar Tilladelse af Kongen til at rejse Sagen inden Dag
og Aar, da kan Kongen fastsætte Bøder for den sagsøgte,
hvis han vedgaar, men nægter han, skal han forsvare sig
med Kønsnævn. Men vil Sagsøgeren ikke tage
mod nogen af disse Vilkaar, som er omtalt, da har Kongen Ret
til at erklære den sagsøgte og hans Frænder
sagesløse og fri for Tiltale i den Sag, for ingen skal
føre Sag af Ondskab mod en anden Mand.
Kap. 10.
Hvis Kongen giver Tilladelse til at rejse Sag.
Giver Kongen Tilladelse til at rejse Sag, da
skal den, der forfølger Sagen, lyse paa Landstinget med
Kongens Brev, at han har faaet Tilladelse til at rejse Sag efter
sin døde Frænde, og paa det Ting skal han bekendtgøre
den dødes Banemands Navn, som om Drabet var sket i den
nærmest foregaaende Uge, og derefter forfølge Sagen,
saaledes som der før blev sagt om Manddrab. Men hvis
nogen faar Kongens Brev med Tilladelse til at rejse Sag og gemmer
det tre Ting over, da skal det ikke være ham til Nytte.
Kap. 11.
Hvilke Sandemænd, der skal medvirke.
Hvor en Mand end bliver dræbt, hvad enten
det er i Købstad eller paa Landet, og hvorfra han end
er, skal altid de Sandemænd sværge, som er Sandemænd
der, hvor Gerningen blev gjort. Det samme gælder om alt,
hvorom Sandemænd skal sværge.
Kap. 12.
Hvorledes de skal sværge.
Vil Sandemænd sværge en Mand til
Bøder, skal de bede Gud hjælpe sig, saa sandt som
han hævnede enten Saar eller Hug eller var nødt
til at værge sit eget Liv eller sit eget Gods og derfor
skal beholde sin Fred. Men vil de sværge ham fredløs,
da skal de sværge, at han dræbte sagesløs
Mand og derfor skal miste sin Fred. Men hvis en Drabssag bliver
lyst paa Landstinget, da skal Sandemændene udfinde, hvem
der er Drabsmanden, eller hvad der voldte den dræbtes
Drab og Død.
Kap. 13.
Om Tegngæld.
Aftales der Mandebod hjemme, og der ikke bliver
svoret iSagen (af Sandemænd), da skal Kongen have Tegngæld,
det er tolv Mark Penge. Men sværges en Mand til Bøder,
da tager Kongen ikke mere end Blodbøde. Men flyr han
som fredløs eller dør, da skal Kongen af hans
Bo have tre Mark i Blodhøde. Det samme skal han have,
selv om han beholder sin Fred.
Kap. 14.
Om Afhug.
Vil Sandemænd sværge en Mand fredløs
paa Grund af Afhug, da skal de sværge, at han greb en
sagesløs Mand og satte ham i Stok og mishandlede ham
og lige saa godt kunde have taget hans Liv som hans Lemmer og
af den Grund skal miste sin Fred. Men vil de sværge ham
til Bøder, da skal de sværge, at i den Kamp, hvor
de mødtes, vilde han ikke tage den andens Liv eller Lemmer,
men det skete ved Vaade, hvorfor han bør beholde sin
Fred.
Kap. 15.
Om hvilke Afhug Sandemænd skal sværge.
Om alle Afhug, saavel hvis det drejer sig om
øje som om andet, skal de sværge. Hvor der skal
bødes Fjededels Mandebod for et Afhug, kan en Mand sværges
fredløs derfor.
Kap. 16.
Om Voldtægt mod Kvinder.
Rejser man Sag paa Grund af en Kvinde, der
er voldtaget, og vil Sandemændene sværge Gerningsmanden
fredløs, da skal de sværge, at hun blev taget med
Vold mod sin Vilje og taget til Spotkone, og at den, der forgreb
sig paa hende, derfor skal være fredløs. Men ved
de, at hun ikke blev voldtaget, da skal de sværge,
at han ikke tog hende med Vold, og at det ikke var mod hendes
Vilje, og at han derfor bør beholde sin Fred.
Kap. 17.
Hvis en Kvinde bliver voldtaget.
Hvis en Kvinde siger, at hun er voldtaget,
saa snart hun er undsluppet Gerningsmanden og har sin Frihed,
da skal hun fremføre Klage over den Vold, der er overgaaet
hende, for Granderne og Grandekvinderne paa Kirkestævne
og derefter paa Tinge. Da er det nok troligt, at der er overgaaet
hende Vold, og Sandemændene er da pligtige til at sværge
om en saadan Sag. Men finder hun sig deri og tier, efter at
det er aabenlyst og bekendt for Granderne og Grandekvinderne,
at den Mand har haft den Kvinde, eller hvis hun bliver med Barn
og ikke klager før, da er det sandsynligt, at hun ikke
blev voldtaget, selv om der ellers er handlet ilde med hende,
og da behøver Sandemænd ikke at medvirke. Hvis
der rejses Sag mod nogen for Voldtægt, og Sande-mændene
sværger ham sagesløs, da er Sagsøgeren udelukket
baade fra Bod og ligeledes fra (at kræve) Bevis i Lejermaalssag,
fordi det større Bevis altid udelukker det mindre.
Kap. 18.
Om lønligt Samleje.
Lader en Mø - eller en anden Kvinde
- nogen ligge hos sig i Løndom med sin Vilje, og det
bliver bekendt, da kan hendes Frænder, selv om hun tier
og ikke anklager nogen, dog rejse Sag mod den, som de vil beskylde
for den Gerning, og faa enten Frændeed af ham, hvis han
nægter, eller ni Marks Bøde, hvis han tilstaar,
eller fælde ham ved Edsbevis eller sagsøge ham
til at miste sin Mandhelg, hvis han ikke vil staa til Rette.
Men efter at Frænderne een Gang har taget mod Bøde
for hende, kan de ikke, hvis hun derefter skikker sig ilde og
forlader den ene og tager en anden, hver Gang tage mod Bøde
for hende, medmindre der bliver begaaet Vold imod hende. De,
der er nærmest til at være Værge, og ikke
nogen anden skal rejse disse Sager, og af den Bøde tager
hun intet, fordi det skete med hendes egen Vilje, og heller
ingen af hendes Slægtninge undtagen hendes rette Værge,
som skulde raade for hendes Giftermaal.
Kap. 19.
Hvis en Kvinde dør paa Grund af Barnefødsel.
Dør enten en Mands Hustru eller hans
Slegfred paa Grund af Barnefødsel, da skal Sandemændene
ikke træffe Afgørelse om hendes Død, fordi
Barnet ikke blev avlet med hende uden hendes egen Vilje.
Kap. 20.
Om Slegfreddatter.
Bliver en Mands Slegfreddatter beligget, og
hun ikke er tinglyst, da maa ingen af hendes Slægt paa
fædrene Side rejse Sag derfor, men de, som er nærmest
paa mødrene Side og skulde raade for hendes Giftermaal,
(skal gøre det). Den Søn, som en Kvinde undfanger
i Løndom, faar ikke noget af den Bod, som hans Fader
erlægger i Lejermaalsbøde for hans Moder.
Kap. 21.
Om Markeskel.
Er man uenige om Markeskel, da skal Sandemændene
i det Herred fastsætte Skellet enten med Stok eller med
Sten og derefter sværge paa det Sted, hvorom Striden drejer
sig, at de har gjort Ret. Men hvis det Skel, man er uenige om,
baade er Markeskel og Herredsskel, skal fire af det ene Herred
og fire af det andet Herred de, der bor nærmest - træffe
Afgørelse derom efter deres bedste Overbevisning og sværge,
at de har gjort Ret, og derefter lyse det paa Tinge. Men er
der nogen Erindring om, at der tidligere er svoret derom, og
lever nogen af de Mænd, der svor, da skal der ikke sværges
mere derom. Men har man ingen Erindring om, at der tidligere
er svoret derom, og Kongen vil lade ride Markeskel, da skal
det ogsaa have fuld Gyldighed, dog maa det ikke ske uden Varsel,
saa det er ubekendt for nogen af dem, der er Part i Sagen. Sikrere
er det dog, at Markeskellet sværges, end at det rides,
for de, der bor nærmest, ved altid bedst Besked. Gaar
Markeskellet saaledes, at nogle, der bor i den ene By, har købt
(Jord) i den anden By, da skal de rejse Krav om, hvad de har
købt, paa deres Genmæleting - det er Tinget, før
der bliver svoret, eller før Kongen lader ride Markeskel
- og gøre Krav paa den købte Stuf og vedgaa Markeskellet,
(før der bliver svoret derom). Da skal de værge
deres Køb med Kønsnævn, hvis det er mærket
med Sten eller med Grøft, uanset om der sværges
Markeskel andetsteds. Men rejser de ikke Krav om deres købte
Stuf og ikke vedgaar Markeskellet, før det bliver svoret,
da nytter det dem ikke senere at rejse Krav.
Kap. 22.
Hvis en Mand bliver fredløs.
Bliver en Mand svoret fredløs, og vil
hans Modpart ikke tage mod Bøder, da skal han flygte
fra Landet inden Dag og Maaned. Flygter han ikke, da kan Kongen
lægge Beslag paa hans Gods, og Kongen maa ikke tage Fredkøb
af ham, før han er blevet forligt med den dødes
Slægt. Men flygter han fra Landet eller dør, da
skal hans nærmeste Frænder bøde to Rater,
men trodser han og bliver i Landet, da skal hans Frænder
alligevel bøde to Rater. Den, der er nærmest paa
fædrene Side, saasom Faderen eller ældste Søn
eller, hvis disse ikke findes, andre Frænder, skal tage
mod Bidrag af de fædrene Frænder og bøde
en Rate paa den fædrene Side. Men den nærmeste paa
mødrene Side saasom Broder eller andre nærmeste
Frænder paa mødrene Side, hvis der ingen Broder
findes, skal tage mod Bidrag af de mødrene Frænder
og bøde en Rate. Men har den, der er flygtet som fredløs,
to Brødre, der selv har Gods og lovligt kan staa til
Ansvar derfor, da er den ældste af dem Formand i den Rate,
der bødes paa den fædrene Side, og den yngste Formand
i den Rate, der bødes paa den mødrene Side; men
er der kun een Broder, da er han Formand i den Rate, der bødes
paa fædrene Side. Men har den fredløse to Sønner,
da er de nærmest til at udrede de to omtalte Rate?, dog
skal den ældste udrede den Rate, der skal bødes
paa den fædrene Side. Meå er der kun een Søn,
da skal han udrede den Rate, der skal. bødes paa den
fædrene Side, og den anden erlægges af den, der
er nærmest paa den mødrene Side.
Kap. 23.
At et Kloster ikke maa modtage fredløs
Mand.
Et Kloster maa ikke modtage fredløs
Mand. Men hvis et Kloster tager mod en Mand, der er lovfældt
af en eller anden Grund, da skal det bøde fuldt for hans
Forseelse, hvis han er Munk eller Klosterbroder, eller udlevere
ham, hvis han er i verdslig Klædning.
Kap. 24.
Om ejendomsløs Mand.
En ejendomsløs Mand kan man ikke tvinge
til at udrede Ættebod. Den Mand er ejendomsløs,
som ikke selv har Hus og Jord og ikke udreder Leding og Landeværn.
Men er to Mænd uenige om, hvem af dem der er nærmest
til at udrede Ættebod, da skal den, der først kræves,
enten gaa ind paa at bøde den Rate eller med Kønsnævn
udpege en anden af den fredløses nærmeste Frænder
som nærmere end ham
Kap. 25.
Hvem der skal bøde med en anden.
Den, der er længere ude i Slægt
end fjerde Mand, behøver ikke at bøde, uden han
selv vil. Paa samme Maade skal, hvis Bod modtages, de, der er
længere ude end fjerde Mand, ikke tage noget, medmindre
Frænderne vil give dem det. Lærde Mænd og
Kvinder bøder ikke og tager ikke mod Bod, hvor nær
de end er i Slægt, for de maa ikke hævne sig paa
nogen, og ingen maa hævne sig paa dem. Er lærde
Mænd eller Kvinder den dræbtes nærmeste Arvinger,
da skal de modtage en Rate som Arv og Overbod, hvis der ikke
findes andre Søskende, og Frænderne to Rater.
Kap. 26.
Hvis man huser en fredløs Mand.
Den, som med sit Vidende huser en fredløs
Mand efter Dag og Maaned, skal bøde tre Mark til Kongen.
Nægter han, skal han værge sig med tolv Mænds
Ed paa, at han ikke vidste, at Manden var fredløs, eiler
paa, at han overhovedet ikke husede ham.
Kap. 27.
Hvis en Mand sværges til Bøder.
Sværges en Mand til Bøder, skal
han bøde en Rate af sit eget og siden kræve Støtte
af sine Frænder til de to andre. Men faar den Mand, der
bliver svoret til Bøder eller aftaler Bøder, intet
af Frænderne, skal han dog udrede hele den Bod, som han
aftalte, eller som han blev svoret til, for det, man aftaler,
det skal man udrede. Men hjælper Frænderne ham ikke,
da kan han sagsøge dem, for at der kan tages Nam hos
dem. Man maa ikke af Frænderne modtage Bidrag til Bod
for nogen Forbrydelse, man begaar, undtagen alene for Manddrab.
Kap. 28.
Hvorledes man skal rejse Sag angaaende Hærværk,
Den,som vil rejse Sag angaaende Hærværk,
skal sagsøge og stævne til Tinget og forfølge
Sagen, som det er sagt om Manddrab.
Kap. 29.
Hvad der er Hærværk.
Gaar en Mand med Overlæg ind i en anden
Mands Hus og bryder ind i Huset og tager enten Kvæg eller
Klæder eller Vaaben eller andet Gods, som Bonden ejer,
bort fra Bonden selv eller hans Tyende, som holder paa det,
da er det Hærværk. Ligeledes hvis en Mand slaar
eller saarer Bonden eller hans Hustru eller hans Tyende, som
er i Fælliget i hans eget Hus, det er ogsaa Hærværk.
Men mødes de alle i god Forstaaelse i en Bondes Gaard
og senere bliver uenige, da er det ikke Hærværk,
for det er da sket ved Vaade. Men binder en Mand Bonden i hans
eget Hus uden hans Skyld eller tager Bondens Datter eller Bondens
Kone og fører dem bort med Vold, det er ogsaa Hærværk.
Kap. 30.
Hvis en Mand rider en anden Mands Korn ned.
Rider en Mand en anden Mands Korn ned med Vold
eller driver sit Kvæg derind i med Vold, det er ogsaa
Hærværk. Dog kræves der Syn af gode Mænd
paa næste Ting.
Kap. 31.
Hvad der forstaas ved en Mands Hus.
Hvor som helst en Mand rejser Bod enten af
Tæpper eller ved Gravning eller opfører en Risbod
og selv er draget derind med sine Ejendele, der kan man øve
Hærværk mod ham som i hans eget Hus. Ligesaa hvis
man opholder sig paa et Skib, der er ladet med Varer. Hvis en
Mand lejer et eller andet Hus, er det hans eget, lige indtil
Lejemaalet er udløbet.
Kap. 32.
At Landbo er sin egen Husbonde.
Landbo er sin egen Husbonde, og mod ham kan
man øve Hærværk, men ikke mod Bryde, thi
om det, som øves i den Gaard, hvori Bryden sidder, er
det Bonden, der skal rejse Sag. Men øves der Vold mod
Bryden selv eller hans Kone eller hans Børn, da kan Bryden
selv rejse Sag uden om Husbonden.
Kap. 33.
Der skal være seks til at vidne om Hærværk.
Den, som vil rejse Sag om Hærværk,
skal have seks gode Mænds Vidnesbyrd fra det Herred, hvori
Gerningen er øvet paa det Ting, som er det lovlige Ting,
og de seks skal vidne, at man har forbrudt sig saaledes imod
ham, at han lovligt kan rejse Sag om Hærværk. Men
brister Vidnesbyrdet for ham, da skal den sagsøgte værge
sig med Kønsnævn,
Kap. 34.
Hvis en Mands Kvæg dræber en Mand.
Hvis en Mands Hest eller andet Husdyr, som
man har Lov til at have, saasom Hornkvæg eller Svin eller
Hund slaar en Mand ihjel, og der bliver aflagt Ed paa, at Dyret
har forvoldt Mandens Død, skal Bonden, der ejede det,
bøde ni Mark Penge og dog give Edsbevis paa, at han ikke
vidste, at Dyret havde den Vane. Men hænder det tre Gange
stadig med det samme Dyr, mens Bonden har det i sin Besiddelse,
skal han bøde fulde Bøder.
Kap. 35.
Hvis man opføder vilde Dyr.
Men opføder en Mand vilde Dyr saasom
Ulvehvalpe eller Bjørnehvalpe, da skal den, der opføder
dem og har dem i sin Besiddelse, bøde fulde Bøder
for den Fortræd, de gør. Men slipper de løs,
og dræber en anden Mand dem, skal han ikke bøde
derfor, men (saa længe de er) i Bondens Varetægt,
maa de ikke dræbes.
Kap. 36.
Hvis en Mand faar sin Død af en livløs
Ting.
Hvis en Mand drukner i en anden Mands Brønd,
som vedkommende ejer alene, da skal Ejeren bøde tre Mark
Penge derfor, men ejer alle Granderne den, skal der ikke bødes
derfor. Det samme gælder Lergrave, Men drukner en Mand
i en Mølledam eller Fiskegaard eller en anden gravet
Dam, eller en Mand falder ned fra et Hus, eller et Hus falder
ned over ham, da skal der ikke bødes derfor.
Kap. 37.
Hvis en Mand har Hus paa en anden Mands Jord.
Faar en Mand Hus paa en anden Mands Jord, saaledes
at han er lovlig Ejer af det, og nogen bryder det Hus ned uden
hans Vilje, da kan Ejeren af Huset rejse Hærværkssag,
og Ejeren af Jorden skal ikke rejse Sag.
Kap. 38.
Hvis en Mand berøves noget i en anden
Mands Gaard.
Bryder en Mand ind i en Bondes Hus og borttager
hans Gæsts Hest eller andre Ting, der tilhører
Gæsten, da kan Bonden rejse Hærværkssag for
Indbrud i Huset og Gæsten Ranssag for sine Ejendele, som
han har mistet. Men røver en Mand Bondens Vogn, som hans
Hustru sidder i, da er det ogsaa fuldt Hærværk.
Kap. 39.
Om Nævninger.
Nævninger skal sværge om Haandran,
om Boran, om Jordran, som nogle kalder Markran, om Vaadesgerning
og om Tyveri. Disse Sager skal forfølges paa tre Ting.
Paa det første Ting lyser man Ranet, og der fastsættes
da et Ting for hans Modpart. Paa det andet Ting gøres
det første Ting nyt, det vil sige, at to Mænd eller
flere skal vidne, at det er Parternes Genmæleting, og
at den sagsøgte var lovlig stævnet til at staa
til Rette for Sagsøgeren, og derefter skal den, der har
rejst Sagen, aflægge Ed. Paa det tredie Ting skal Nævningerne
sværge den sagsøgte enten skyldig eller uskyldig
i Ranet, Men vedgaar den sagsøgte, før Sagsøgeren
aflægger sin Ed, (at have taget) dennes Ejendele, da skal
Nævningerne ikke træffe Afgørelse derom,
og Kongen skal ikke have sin Bøde, men Bonden skal dog
have sin Bøde. Men den sagsøgte maa udrede det
hele og præstere Edsbevis paa, at han har faaet det, han
sagsøges for, ved Vaade, idet han mente, at det var hans
eget, eller at han fik det med Sagsøgerens Vilje. Men
brister Eds beviset for ham, skal han udlevere det, Sagsøgeren
gør Krav paa, og bøde tre Mark baade til Bonden
og til Kongen. Men vedgaar han ikke, før Sagsøgeren
sigter ham ved sin Ed, da skal Nævningerne sværge
derom, og han kan da ikke føre andet Edsbevis.
Kap. 40.
Hvis et Ran lyses og ikke forfølges.
Den, der sværger Ran paa Genmæletinget,
men ikke vil forfølge Sagen med Nævninger, skal
bøde tre Mark til Bonden og ligeledes til Kongen, og
Nævninger skal ikke sværge i den Sag.
Kap. 41.
Hvornaar Nævninger skal sværge.
Paa tredie Ting, efter at det er lyst paa Tinge,
at en Mand har begaaet Ran, eller der er rejst Sag mod en Mand
for noget andet, som Nævninger skal træffe Afgørelse
om, skal de dømmes til at sværge ret. Derefter
skal Nævningerne raadføre sig med de bedste Mænd,
der er i Herredet, om de skal sværge eller ej, eller om
hvad de skal sværge, for selv om de alle sværger
det samme, kan de dog forbryde deres Boslod, hvis de sværger
imod de bedste og fleste Mænd i Herredet.
Kap. 42.
Hvorledes Nævningerne skal sværge.
Saaledes skal Nævningerne sværge:
Gud og den hellige Bog, som jeg holder paa, hjælpe mig,
saa sandt som den Mand ranede det Gods, som han er sagsøgt
for, og er derfor skyldig at udlevere det og bøde tre
Mark til Bonden og ligeledes til Kongen.
Kap. 43.
Om hvor meget Ranet skal beløbe sig
til, for at der kan sværges.
Haandran kan være Hat eller Handske,
eller hvad man holder i Haanden, som er lige saa meget værd
som et Par Handsker, for det er en større Skam at blive
fraranet noget paa den Maade end paa andre Maader. Ingen andre
Ran, hvorom Nævninger skal sværge, maa angaa Ejendele
til mindre end en halv Mark. Ejendele til en halv Mark er>
hvad der er en halv Mark Penge værd.
Kap. 44.
Om Boran.
Det er Boran, hvis man gaar ind i en anden
Mands Gaard og fører noget bort af hans Kvæg eller
Klæder eller Vaaben eller andre Ting, som er en halv Mark
Penge værd.
Kap. 45.
Om Jordran.
Det er Jordran, hvis man gaar ind i en anden
Mands Fold ude paa Marken og der tager Hest eller Hornkvæg
eller andre Husdyr eller Korn eller Hø eller Tømmer
eller andre Ting> der er en halv Mark Penge værd.
Kap. 46.
Hvis en Mand bliver fældet i en Ranssag.
Den Mand, der bliver fældet i en Ranssag
af Nævninger, er skyldig at udrede til Bonden, der fælder
ham, det, han fældes for, og desuden tre Mark og det samme
til Kongen.
Kap. 47.
Hvis en Mand med Vold afhøster en anden
Mands Ager eller Eng.
Slaar en Mand en anden Mands Eng fra Ende til
anden eller mejer en Ager fra Ende til anden saa megen Sæd
eller Eng, som der er, og bringer det afhøstede bort,
da kan Sagsøgeren, selv om det drejer sig om mindre end
en halv Mark, dog rejse Ranssag.
Kap. 48.
Om Vaadesgerninger.
Bliver en Mand sagsøgt for Helligbrøde
eller Blodsudgydelse, og han svarer, at han gjorde det af Vaade,
og Nævningerne, der skal afgøre Sagen, sværger,
at det er Vaadesgerning, da skal han bøde til den, han
forbrød sig imod, og hverken til Kongen eller Biskoppen.
Kap. 49.
Hvor gammelt et Barn skal være, for at
det kan begaa Helligbrøde.
Er et Barn mindre end femten Vintre gammelt,
skal det bøde til den, det forbrød sig imod, og
ikke til Kongen eller til Biskoppen, undtagen alene for Manddrab.
Kap. 50.
Hvorledes Nævninger skal indsættes.
Der skal være otte Nævninger i
hvert Herred, to i hver Fjerding, og de skal være Tremarksmænd,
Adelbønder og ikke Bryder eller Landboer, men saadanne,
som udreder fuldt Landeværn for sig, og Bønderne
skal komme til Tinget med dem paa det Ting, der er nærmest
efter den tolvte Dag, og nævne for Ombudsmanden, hvem
de har udtaget. Ombudsmanden skal tage dem i Ed, saaledes
at de beder Gud hjælpe sig, (saa sandt som de), saa længe
de er Nævninger -og i alle de Sager, hvor det bliver forlangt,
at de skal sværge, og som de bør sværge i
- skal sværge det retteste uden Partiskhed. Men glemmer
Bønderne at udtage Nævningerne, eller vil de ikke
gøre det, eller vil de ikke gøre Rede for dem
over for Ombudsmanden, da maa han selv udtage Nævningerne.
Men er der Uenighed inden for en Fjerding, idet nogle vil have
en og andre en anden, da skal de, som de fleste har valgt, være
Nævninger. Dog skal det iagttages, at saa længe
der findes nogen, som ikke har været Nævning, og
som er i Stand til at være sin egen Værge, da maa
en, der før har været Nævning, ikke tvinges
dertil. Dog hvis nogen udtages, som før har været
Nævning, og han selv vil være det, da kan Ombudsmanden
ikke vrage ham. Men kan han ikke selv paavise, at der er nogen
i hans Fjerding, der ikke har været Nævning, efter
at han selv har været det, og han ikke vil modtage Hvervet,
da skal han bøde tre Mark.
Kap. 51.
Hvis en Mand ikke vil være Nævning.
Sagsøger Ombudsmanden Bonden lovligt
for tre Mark, fordi han ikke vilde være Nævning,
og faar dem af ham, da er Bonden ikke fri dermed, men saa ofte
det forlanges, at han skal være Nævning, og han
ikke vil, skal han bøde tre Mark, lige indtil han bliver
saa fattig, at han ikke har tre Mark til at tjene som Sikkerhed.
Kap. 52.
At Nævninger ikke skal træffe Afgørelse
den Dag, da de indsættes.
Nævninger skal ikke sværge eller
træffe Afgørelse i nogen Sag paa den samme Dag,
som de bliver taget i Ed, for de maa ikke have mindre end syv
Nætters Frist til at finde Sandheden i det, de skal træffe
Afgørelse om.
Kap. 53.
Hvis Ombudsmanden ikke vil indsætte
Nævninger.
Vil Ombudsmanden hverken udtage Nævninger
inden tre Ting efter det første Ting efter tolvte Dag
eller lovligt sagsøge nogen, fordi han ikke vil være
Nævning, da har Kongen fuld Ret til at tage hans Embede
fra ham, fordi han gør Bønderne retsiøse,
for enhver der sagsøges for Ran, har Krav paa at blive
enten værget eller fældet paa fuldt lovlig Maade.
Kap. 54.
Hvis Nævninger er uenige.
Sværger fire et og de andre fire noget
andet, da skal tre tilkaldes fra det nærmeste Herred -
de, der bor nærmest - og hvad de fire Nævninger,
som to (af de tilkaldte) følger, (sværger), det
skal staa fast.
Kap. 55.
At en (Ombuds)mand ikke maa overlade sit Embede
til sine Svende.
IngenMand, der har (Ombudsmands)embede, maa
overlade sin Svend at forestaa det, men det skal overlades til
en Bonde, der kan forestaa det, og som bor i det (Ombudsmands)omraade
og har Penge at stille som Sikkerhed, saa han kan gøre
Ret mod dem, han forser sig imod.
Kap. 56.
Hvis en Nævning dør eller drager
bort.
Dør en Nævning eller drager paa
Pilgrimsfærd eller drager bort fra Syslet eller fra Herredet
eller bliver Bryde, da skal hans Fjerdingsmænd udtage
en anden og Ombudsmanden tage ham i Ed, saaledes som før
er sagt.
Kap. 57.
Hvornaar man skal rejse Ranssag.
Den,som vil rejse Ransag mod en Mand, skal
rejse Sagen inden et Aar, efter at Ranet er sket. Rejser han
Sag senere, faar han ikke mere end tolv Mænds Ed (af den
sagsøgte).
Kap. 58.
Hvis en Mand lovligt sagsøger en anden
for Ran.
Hvis en Mand fuidfører sit Søgsmaal
mod en anden for Ran, og den sagsøgte ikke vil rette
for sig, da fastsættes der en Femt for Sagsøgeren
til at modtage sit Gods ved hans Hus og desuden en Bøde
paa tre Mark. Men er den sagsøgte overhørig og
ikke vil bøde, da skal der tildømmes Sagsøgeren
Ret til at tage sit Gods ved Nam, lønligt og ikke aabenlyst,
uden for Gaardsledet, dog skal Namtageren sige til en eller
flere af Granderne, at han har taget Nam. Men der skal ikke
tages Nam uden Tingsdom, for hvis han tager, før han
faar Dom for det, da kan han blive enten Ransmand eller Tyv
derfor.
Kap. 59.
Hvilke Nævninger der skal træffe
Afgørelse om Ran.
Har baade den, der raner, og den, der bliver
ranet fra, Jord i det Herred, hvor den, der bliver rejst Ranssag
imod, bor, da skal de Nævninger, der er i dette Herred,
træffe Afgørelse derom, selv om den, der rejste
Ranssagen, bor i et andet Herred, hvad enten Jorden bliver dyrket
af Landbo eller Bryde, eller han selv pløjede den efter
den sidste Afgrøde.
Kap. 60.
Om Pællesgods og Pant og Gæld.
Med Hensyn til Fællesgods og Pant og
Gæld - hvis nogen rejser Sag paa Tinge og paastaar, at
han har laant en anden sine Penge eller sin Hest eller andre
Ting, hvad det end kan være, eller sat dem i Pant - da
er den sagsøgte pligtig til at udlevere saa meget, som
han indrømmer, og give tolv Mænds Ed derpaa, men
bliver han fældet ved Edsbeviset, skal han udlevere alt
det, der er rejst Sag om. Men lader han der gaa Dom i Sagen
og sidder den overhørig og ikke udreder inden Lovdagen,
da er han pligtig til at udrede tre Mark til Bonden ud over
det, der er rejst Sag om, og tre Mark til Kongen, som om han
var fældet af Nævninger, og derefter maa der tages
Nam, hvis Sagen er lovligt behandlet paa Tinge. Men er der aftalt
Edsbevis, og det ikke er sket paa Tinget, da er den ikke lovligt
behandlet. Men alt det, en Mand pantsætter paa Tinget,
skal han ogsaa løse paa Tinget.
Kap. 61.
Om Borgen.
Hvis en Mand borger for en anden og den, der
er gaaet i Borgen, ikke vil betale, da skal han sagsøges
lige som for anden Gæld; thi det, som en Mand gaar i Borgen
for, det skal han betale, og ingen Mand kan sige sig løs
fra Borgen. Dog skal Nævninger ikke træde til og
træffe Afgørelse, for det behandles som anden Gæld.
Kap. 62.
Hvis nogen gaar i Borgen for en Mand, som
har forbrudt Liv eller Lemmer.
Gaar nogen i Borgen for en Tyv eller en anden
Mand, der har forbrudt sit Liv eller sine Lemmer, da skal han
overgive ham til Ombudsmanden og ikke til den Mand, han modtog
ham af. Men gaar det saaledes, at han slipper bort, enten ved
et Uheld eller med Samtykke af ham, der gik i Borgen, da skal
denne bøde for alle de Forbrydelser, som den, han gik
i Borgen for, begik, og desuden fyrretyve Mark baade til Bonden
og til Kongen, fordi han ikke overgav Manden.
Kap. 63.
Hvis den, der har stillet Borgen, vil flygte.
Den Mand, der stiller Borgen, er ikke pligtig
at staa nogen Mand til Ansvar for sin Gerning undtagen ham alene,
der gik i Borgen for ham. Men vil den, der har stillet Borgen,
flygte, og den, der gik i Borgen, opdager det, da skal han meddele
det til Ombudsmanden, og han skal tage ham i Forvaring for ham,
men selv maa han ikke gribe ham, med-mindre han satte ham i
Stok eller lagde ham i Lænker, da han gik i Borgen for
ham.
Kap. 64.
Hvem der maa gaa i Borgen.
Lærde Mænd og Klostermænd
og Kvinder og de, der ikke har naaet Lovalder, det er atten
Vintre, kan ikke gaa i Borgen for Mænd, der skal miste
enten Liv eller Lemmer, men Klerke eller Enker kan gaa i Borgen
for Penge, hvis den, der skal tage Borgen, ønsker det,
for de har eget Gods at betale af. Men Møer eller Børn
eller en Mands Hustru eller Klostermænd med Undtagelse
af Abbeden kan ikke gaa i Borgen for Penge eller for andet,
for ingen, der ikke har eget Gods, kan afhænde noget.
Ej heller kan Husbondens Søn, som er i Fællig med
sin Fader, gaa i Borgen, selv om han er fuldvoksen.
Kap. 65.
Hvem der kan eller skal sværge.
I en Retssag kan godt en Mand lyse (Sagen)
og en anden sværge, og den, som bliver fraranet noget,
skal selv sværge, selv om en anden lyser (Sagen), hvis
han er sin egen Værge, for han ved bedst selv, hvem der
ranede fra ham. Men bliver de, der ikke er deres egen Værge,
fraranet noget, da skal deres Værge baade lyse og sværge
og foffølge den Sag til Ende som andre. Men rejses der
Ranssag mod nogen, der ikke er deres egen Værge, da skal
deres Værge ogsaa svare for dem.
Kap. 66.
Hvorledes en Bryde kan sværge om Ran.
En Bryde kan godt sværge i Ranssag om
alt det, som hører til den Gaard, som han er Bryde for,
men Bonden skal dog overdrage ham at føre den Retssag
og lyse paa Tinget, at han er Fællesbryde og ikke (kun)
Bestyrer. Men har Bryden selv en Gaard og en Bryde derpaa, da
er han Husbonde der og Værge for den, selv om han andetsteds
er Bryde, og maa for den Gaard rejse Ranssag, hvis noget bliver
ranet fra ham der.
Kap. 67.
Om en Mand, der er fældet efter Loven.
Hvis en Mand bliver fældet med Rangnævninger
eller paa nogen anden Maade enten til (at bøde) Kongens
Ret eller Bondens Ret, saa at han er pligtig at betale sine
tre Mark, da maa hans Gods ikke afhændes - hverken Løsøre
eller andet - før han har gjort sin Skyldighed baade
over for Bonden og ligeledes over for Kongen, og han maa ikke
sagsøge nogen Mand, hvis han kommer i Retstrætte,
og ingen maa tage ham til Bryde, medmindre han vil staa til
Rette for ham; thi efter at en Mand er fældet eller sagsøgt,
maa han ikke flytte sit rørlige Gods og ikke begive sig
andetsteds hen.
Kap. 68.
Hvis en Mand tager en fældet Mand til
sig.
Optager en Mand i sin Gaard eller i sit Fællig
en Mand, der er lovlig fældet eller sagsøgt, da
skal den, der sagsøgte ham, rejse Sag mod Bonden, som
han er draget hen til, paa et Ting og paa et andet og et tredie.
Vil den, der modtog ham, hverken staa til Rette for ham eller
sende ham bort med sine Ejendele, da skal Sagsøgeren
have Dom paa Tinge til at tage Nam i Gaarden hos den Bonde,
som har modtaget ham. Men er han sagsøgt og ikke fældet
paa det Tidspunkt, da han kommer under Bondens Beskyttelse,
da skal han atter drage bort med sine Ejendele, for han kan
ikke med Rette beholde ham og ikke modtage ham, før han
har rettet for sig i den Sag, der er rejst imod ham.
Kap. 69.
Hvis en lovfældt Mand har en anden Mands
Gods.
Man skal ikke laane en lovfældt Mand
sine Trækdyr eller give ham dem i Leje eller overgive
ham andre Ejendele, saaledes at han har dem i sin Besiddelse
saa længe, at man tror, det er hans egne, selv om det
er en anden Mands Gods Og bliver det taget, mens det er i hans
Besiddelse, da skal Ejeren rejse Krav mod den, han laante eller
gav det i Leje til, og ikke rejse Sag mod den, der tog det.
Kap. 70.
En sagsøgt Mand maa ikke gøre
sig ejendomsløs.
Men bliver en Mand sagsøgt, mens han
er i en anden Mands Gaard i Brydefællig, og der er Vidner
paa, at han blev optaget i Fællig, da maa han ikke tillyse
Bonden alt sit Gods og gøre sig ejendomsløs, medmindre
det skete, før han blev sagsøgt. Dog har Bonden
Ret til, naar de skilles, at give sin Bryde saa meget, han vil,
medmindre deres Pællig blev lyst paa Tinget, da maa han
ikke give ham mindre, end der er Tingsvidne paa. Men bliver
Bondens Bestyrer fældet for Ran eller for anden Sag, da
skal Bonden bøde for ham eller udlevere ham med hans
Penge, hvis han har nogen; men har han ingen Penge, skal han
dog udlevere ham.
Kap. 71.
Hvad der forstaas ved Agerran.
Det er Agerran, hvis en Mand tager en anden
Mands Korn, naar denne har pløjet og saaet, uden at der
er rejst Indsigelse, og Jorden ikke er blevet fradømt
ham ved Tingsdom før Midsommer, selv om den, der tog
Kornet, ejede den Ager, som han tog Kornet paa, for hvis nogen
pløjer og saar, uden at der rejses Indsigelse, og den,
der ejer Jorden, tier, da kan han bevise sin (Ret til) Sæden
med tolv Mænds Ed paa, at han fik den Ager med (Ejerens)
Tilladelse og Vilje. Brister Edsbeviset for ham, da har han
forbrudt Sæden og sit Arbejde. Men siger han, at han saaede
af Vaade og ikke med Vilje, da har han Ret til at faa Erstatning
for Sæden og har forspildt sit Arbejde. Disse Retssager
skal alle føres før Midsommer, men føres
de ikke før Midsommer, da skal den skære, der saaede,
og give Bonden fuld Skyld af hans Ager. Men om al den Sæd,
der er fradømt før Midsommer, som før er
sagt, gælder det, at hvis den, der saaede, senere tager
den, da kan han blive Ransmand derfor. Ligeledes hvis den, der
saaede paa en anden Mands Jord, siger, at Jorden er hans egen,
og der rejses Sag før Midsommer, da bør den Sæd
opbevares hos en upartisk Mand, og den Part, der vinder Jorden,
faar Sæden. Men tager nogen af dem Sæden, før
der er ført lovlig Sag om Jorden, og den anden Part vinder
Jorden, da er den, der tog Sæden, Ransmand.
Kap. 72.
Om Afpløjning.
For Afpløjning bliver en Mand ikke Ransmand,
medmindre han tilegner sig Jordstykket, efter at det ved lovlig
Rebning er taget fra ham. Men den, som ompløjer en anden
Mands Sæd, har derved altid forbrudt tre Mark til Bonden
og tre Mark til Kongen, selv om Jorden er hans, for man skal
skaffe sig sin Ret ved Rettergang og ikke tage sig selv til
Rette. Saaledes er det ogsaa, hvis en Mand slaar en anden Mands
Eng. Men slaar han hele Engen fra den ene Ende til den anden
og siger, at det er hans egen, og Jorden senere bliver frakendt
ham, da er han Ransmand derfor. Dog skal han baade for Afpløjning,
og hvis han beskyldes for, at han har høstet ind over
Agerrenen, og for Mhøstning give den, der rejser Sag,
tolv Mands Ed paa, at han mente, det var hans eget, og aflevere
Kornet eller Høet, der stod paa vedkommendes Jord,
men ikke bøde tillige. Men brister Edsbeviset for ham,
skal han aflevere (det afhøstede), og bøde tre
Mark til Bonden og det samme til Kongen. Men hvis han ikke vil
udlevere Afgrøden, efter at der er givet Edsbevis, men
beholder den mere end tre Lovdage, skal han ogsaa bøde,
som det er sagt.
Kap. 73.
Hvis en Mand hugger i en anden Mands Skov.
Drager en Mand hen i en anden Mands Skov, som
han 13 ikke selv har Lod i, og fælder (Træer) og
læsser paa sin Vogn, og kommer den Mand, der er rette
Ejer, til Stede og finder ham ved Stubben, eller før
han er kommet ud til Hovedvejen, og tager han de Ting fra den
anden, som denne kører med, da er han ikke Ransmand af
den Grund. Men kommer Manden ud til Hovedvejen og gør
rigtig Rede for, af hvem han har faaet det, da maa den anden
ikke standse ham, men skal drage med ham til hans Hus og lade
Godset syne med Vidner, og kan han ikke faa ret Hjemmel derfor,
skal han sagsøge ham, som Loven er, enten for Ran eller
Tyveri. Saaledes er det ogsaa med Hensyn til Korn og Hø.
Kap. 74.
Hvis en Mand kører over en anden Mands
Ager eller Eng.
Men vil en Mand køre over en anden Mands
Ager eller Eng, hvor der ikke skal være Vej, og jager
den, der ejer Ageren, ham bort, og han da efterlader Vogn eller
andre Ting, da er den, der hindrede ham i at køre over
hans Eng eller Korn, ikke Ransmand af den Grund.
Kap. 75.
Hvis en Mand tilføjer en anden Mand
Overlast paa alfar Vej.
Træffer en Mand en anden Mand paa alfar
Vej og tilføjer ham Overlast, saaledes at han enten tager
hans Trækdyr fra ham eller vælter hans Vogn eller
hindre ham, saa han ikke kan drage bort med sine Ejendele, men
efterlader dem der, da er den, der ranede fra ham, hvad enten
han førte de Ejendele bort eller lod dem ligge tilbage,
altid hans Ransmænd, forsaavidt angaar de Ejendele;
men vedkender den anden sig sine Ejendele og tager dem i sin
Besiddelse igen ligesom før, da kan han ikke sagsøge
ham for Ran med Hensyn til det, han selv har i sin Besiddelse.
Men hvis Ransmanden fører det, han ranede, til sit
Hus, hvad enten det er en Hest eller andre Ejendele, han ranede,
og drager den, der blev ranet fra, hen og genkender sine Ejendele
i hans Gaard med gode Mænds Vidnesbyrd, eller - hvad enten
Ransmanden førte dem hjem eller lod dem ligge -
Ejermanden finder dem med Vidnesbyrd af gode Mænd, der
vidste, at han var blevet dem fraranet, da kan han rejse Sag
om Ran.
Kap. 76.
Om Kongens og Biskoppens Mænds Bryder.
Alie Kongens Mænds Bryder skal bøde til deres egen
Husbond, hvis de forbryder sig til tre Marks (Bøder)
og ikke til Ombudsmanden. Det samme er Tilfældet med Biskoppens
Mænds Bryder.
Kap. 77.
Om Biskopsnævninger.
Der skal være to Biskopsnævninger i hvert Kirkesogn
eller to i hver Fjerding, og dem skal Sognemændene udtage,
og Ombudsmanden skal tage dem i Ed. De skal ikke være
(Nævninger) sammen mere end et Aar. Efter Jul skal de
skiftes som andre Nævninger, og de skal kun sværge
om Helligbrøde, det vil sige, hvis man slaas paa en Helligdag.
Kap. 78.
Hvis Nævningerne er uenige.
Er Nævningerne i et Kirkesogn uenige, da skal en Nævning
fra en anden Fjerding afgøre Sagen, det skal dog altid
være den, der bor nærmest. Biskopsnævninger
kan ikke forsværge mere end en halv Mark. Men sværger
de urigtigt, og bliver de fældet, da skal de bøde
til Kongen som andre Nævninger.
Kap. 79.
Hvorledes der skal rejses Sag for Helligbrøde.
Vil Biskoppens Ombudsmand sagsøge en Mand, da skal han
rejse Klage paa Tinget over den, han vil sagsøge, og
lade ham stævne til et Ting og nævne paa Tinget
den, han slog, og den Helligdag, da han blev slaaet, og paa
den femte Dag efter Tinget skal Nævninger træffe
Mgørelse ved Kirken og ikke paa Tinget. De samme Udsagn,
som Sagsøgeren frem-fører paa Tinget, skal han
gentage ved Kirken. Den, der sag-søges for Helligbrøde,
maa nyde alle de Forfald, som ovenfor er nævnt.
Kap. 80.
At Nævningerne ikke skal gaa fra Kirken
uden at sværge.
Nævningerne skal paa den Dag, der bliver fastsat paa Tinget,
træffe Afgørelse om den Sag, som de paa Tinget
er tilkaldt til, selv om Ombudsmanden og den sagsøgte
ikke kommer, for hvis de gaar fra Kirken uden at sværge,
da har de forbrudt deres tre Mark. Men har Nævningerne
ikke Forfald og ikke kommer til Kirken paa Lovdagen, da fortaber
de ogsaa de tre Mark. Men har de lovligt Forfald, da skal de
træffe Mgørelse en Femt efter det næste Ting,
de kommer til.
Kap. 81.
Mod hvem der kan begaas Helligbrøde.
En Mand kan ikke begaa Helligbrøde mod
sin Hustru og sine Børn, som er i Fællig med ham,
medmindre han tilføjer dem Saar med Od eller Æg
eller sønderslaar deres Lemmer, for han skal revse dem
med Stok eller med Vaand, hvis de forser sig, og ikke med Vaaben.
Det samme gælder ogsaa om Tjenestetyende. Men mod Husbonden
kan Hustruen nok begaa Helligbrøde. Børn
kan paa alle Tider af Aaret begaa Helligbrøde mod deres
Forældre. Saaledes ogsaa Søskende mod hinanden,
hvis de er udskilt af Fælliget. Tier begge Parter, som
begik Helligbrøde, og er forligte, kan Ombudsmanden dog
rejse Sag mod den, han vil.
Kap. 82.
Paa hvilke Tider der kan begaas Helligbrøde.
Fra den Lørdag Aften, da Advent begynder,
og til ottende Dag efter Helligtrekonger, til Solen er gaaet
ned. Den, der slaas i den Tid, han øver Helligbrøde.
Saaledes er det ogsaa (i Tiden), fra de ni Ugers Faste begynder,
og til første Søndag efter Paaske og hele Pinseugen
og alle de Dage, da Præsten byder at holde Helg, fra om
Aftenen, naar Solen gaar ned, og til næste Dag om Mtenen,
naar Solen er gaaet ned. Men for Helligdagsarbejde kan man ikke
sagsøges, undtagen for (Arbejde paa) de Dage, da Præsten
paabyder Helg. Det er ogsaa (Tiden) mellem to Solnedgange. I
en saadan Sag skal man værge sig med tolv Mænds
Ed og ikke med Nævninger.
Kap. 83.
Den Dag, da der øves Helligbrøde,
skal nævnes.
Naar en Mand sagsøges for Helligbrøde,
skal man nævne den Dag, da han forbrød sig, og
hvorledes han forbrød sig, og den Udtalelse, han fremsætter
paa Tinge, den skal han staa ved.
Kap. 84.
Hvis Ombudsmanden nævner den Dag, da
der er øvet Helligbrøde.
Nævner Ombudsmanden den Dag, angaaende hvilken han sagsøger
Manden, da kan der ikke senere rejses Sag for, hvad han har
forbrudt forud for den Dag, der blev nævnt. Ingen Helligbrødesag
maa staa hen i mere end et Aar.
Kap. 85.
At der for een Sag kan bødes flere
Tremarksbøder.
Hugger en Mand en anden i Kirken eller paa
Kirkegaarden paa en Helligdag, da bødes der særligt
for Kirke og Kirkegaard og særligt for Helligbrøde
og ligeledes for Blodsudgydelse. Men hugger han en præsteviet
Mand eller en Munk, da bøder han lige saa meget mere.
Kap. 86.
Om Tyveri.
Hvis en Mand rejser Tyverisag mod en anden
Mand og griber ham med noget (af det stjaalne) i Hænde,
skal han binde det paa hans Ryg og føre ham til Tinget
og overgive ham til Kongens Ombudsmand, og Ombudsmanden
skal have Tingsdom for, hvad Tyven har forbrudt ved et saadant
Tyveri.
Kap. 87.
Hvad en Tyv kan hænges for.
Har han stjaalet Koster til en Værdi
af en halv Marks Værdi eller mere, da kan Ombudsmanden
hænge ham uden Dom og gør ingen Synd derved, fordi
hans Gerning har dømt ham, og han hænger ham for
Rettens og Kongens Magts Skyld og ikke af Hævn. Men Bonden
maa ikke selv hænge sin Tyv, fordi han gør det
af Hævn. Selv om der er handlet ilde imod ham, maa han
ikke selv tage sig til Rette.
Kap. 88.
Hvis Ombudsmanden ikke vil tage mod Tyven af
Bonden.
Hvis Ombudsmanden - eller hans Stedfortræder
- ikke vil tage mod Tyven, da har han forbrudt sit Embede, fordi
han gør Bonden retsløs, og skal bøde fyrretyve
Mark til Kongen og ligesaa til Tyvens Frænder. Men kommer
Tyven senere løs, da skal Bonden, der bandt ham, dog
være sagesløs.
Kap. 89.
Hvis en Tyv stjæler mindre end en halv
Mark.
Uansethvad en Tyv stjæler af mindre Værdi
end en halv Mark> skal han dog, hvis han bliver grebet med
det og ført til Tinget, have Tyvsmærke og give
Kongen tre Mark og Bonden det stjaalne og det dobbelte Beløb.
Men kommer Tyven til Tinget bundet med Tyvekosterne - hvor ringe
Tyveriet end er - og han i Forvejen har Tyvsmærke, da
kan han hænges, og Bonden kan tage det stjaalne og det
dobbelte Beløb, som det er sagt, og Kongen hele hans
Hoved-lod.
Kap. 90.
Bonden maa ikke lade en Tyv løbe uden
Tingsdom.
Tager en Mand en Tyv eller en anden Mand og
binder ham og ikke fører ham til Tinget, men slipper
ham fri forinden, da skal han bøde fyrretyve Mark til
ham og lige saa meget til Kongen. Dog maa Ombudsmanden ikke
sag-søge ham, (der har været bundet), medmindre
Bonden først rejser Klage over, at han selv har været
udsat for Tyveri. Men hvis en Tyv - efter at han er fanget og
bundet med Tyvekosterne med gode Mænds Vidnesbyrd - slipper
ud og bliver løs, enten fra Bondens Hus eller paa Vejen
til Tinget eller paa Tinget, uden Tingsdom, da kan man gribe
ham, hvor man finder ham, og gøre ham hans Ret. Dog hvis
han slipper løs, saa at han frit kan drage omkring, og
han kommer ubunden til Tinget, da kan man ikke gribe ham paa
Tinget for den Sag, han beskyldes for; men man skal rejse Sag
mod ham paa Tinget og sagsøge ham efter Landets Lov,
thi hvilken Sag man end rejser mod en Mand, har han dog Ret
til at have Fred til og fra Tinget, medmindre han selv tilstaar
Tyveriet paa Tinget.
Kap. 91.
Hvis Ombudsmanden slipper Tyven løs.
Tager Ombudsmanden mod en bunden Tyv paa Tinget
af Bonden og senere slipper ham løs uden Tyvsmærke,
da kan han ikke rejse Klage mod Bonden, der bandt ham.
Kap. 92.
Hvis man tager en Tyv med noget (af det stjaalne)
i Hænde.
Griber man en Tyv med noget (af det stjaalne)
i Hænde, og han ikke kan henvise til, hvor han har faaet
det, da kan han bindes, men henviser han til nogen, og Henvisningen
eller Hjemmelen glipper, da gælder det samme. Men man
kan ikke henvise videre end til den tredie Mand. Trediemanden
skal altid udlevere de Koster, som han vedgaar. Han skal dog
have sin Garant ved Udleveringen af de Koster, med Hensyn
til hvilke der er blevet henvist til ham, og skal ikke bøde
derfor, men have tabt Købesummen. Men har han Vidner
paa, at han købte det paa Torvet, da skal han dog give
Edsbevis paa, at han ikke er Tyv og ikke Tyvs Medvider
og ikke kender sin Sælger levende eller død, og
have tabt Købesummen. Garant er Vidne, og Vidnesbyrd
fritager for Bast og Baand og Kongens Ret.
Kap. 93.
Hvad man skal have Garant til.
Til tilskaaret Klæde og færdigt
Redskab og til Vaaben, til Hest eller Hornkvæg og til
andre Husdyr og til alt det, der er særlig mærket,
skal man have Garant. Garanten er det Vidne, som var til Stede,
da Købet afgiordes. Det maa ikke være færre
end to Mænd.
Kap. 94.
Om Baand.
En mand maa ikke binde en anden Mand, medmindre
han griber ham med noget (af det stjaalne) i Hænde, eller
han griber ham ved Nattetid i sit Hus, og der er sikre Tegn
paa, at han vilde stjæle Bondens Ejendele.
Kap. 95.
Hvorledes man skal søge efter sine
stjaalne Ejendele.
Mister en Mand sine Ejendele, da skal han følge
efter til den By, hvor han mener, at hans Ejendele er kommet
hen, og lyse for alle Granderne efter det, han har mistet. Indrømmer
nogen Mand, (at han har) de Ejendele, og siger, af hvem han
har faaet dem, da er han fritaget for Tyvsnavn, hvis den, han
fik dem af, tilstaar. Men hvis en vejfarende Mand, som han ikke
kendte, lagde eller efterlod de Ejendele i hans Hus eller overgav
ham dem til Opbevaring, da er han pligtig at bevise med tolv
Mænds Ed, at han ikke er Tyv og ikke Tyvs Medvider og
aldrig har lagt Skjul paa, (at han havde) de Ejendele. Dog er
den, der har Godset i Hænde, pligtig at være Borgen
for de Ejendele til det næste Ting, og paa det Ting udtages
paalidelige Tinghøringer til at paase, at den, der har
Ejendelene i Hænde, overgiver dem, og Sagsøgeren
modtager dem, for da kan den, der lagde Ejendelene ind til Opbevaring,
ikke rejse Sag imod ham. Men kommer den, der lagde Ejendelene
ind til Opbevaring, senere og rejser Krav om dem, da skal de
samme Tinghøringer, som tog dem ud, sørge for,
at de bliver tilbageleveret, og Parterne skal derefter
forfølge Sagen som ret er.
Kap. 96.
Hvis ingen i Byen indrømmer, (at han
har) de Ejendele.
Nægter alle, der bor i Byen, (at de har)
de Ejendele, som 30 man lyser efter, da kan han forlange at
foretage Ransagning over hele Byen, og de kan ikke nægte
ham det; men en enkelt eller to Mænds Gaarde maa en Mand
ikke ransage, medmindre han stiller sine tre Mark i Sikkerhed
for det Tilfælde, at han ikke finder Tyvekosterne derinde.
Men naar man tillader, at der ransages over hele Byen, da skal
Ombudsmanden overvære det, hvis han er til Stede.
Er han ikke til Stede, da kan Bønderne selv ransage og
begynde, hvor i Byen de vil, og hvor de end finder Kosterne,
som den bestjaalne har efterlyst, da kan vedkommende, hvis de
findes under Husbondens eller Hustruens Laas, ikke senere give
en anden Skylden derfor, fordi de tidligere har nægtet,
og da er han Tyv med Hensyn til de Koster og har dermed forbrudt
sin Hals - hvis Tyveriet er saa stort - og sit Gods, det vil
sige sin Hovedlod i Løsøre Men Børnene
eller Hustruen mister ikke deres Hovedlod, medmindre det stjaalne
findes under deres Laas og Lukke, eller Børnene er saa
forhærdede, at de kan gemme og skjule.
Kap. 97.
Hvis noget bliver fundet under Bondens Laas.
Hvis den Mand, der ransager, finder sine Ejendele
i Bondens Lade eller Stuehus eller i andre Huse, som der ikke
er Laas for, da har Bonden Ret til at føre Bevis for,
at han ikke er Tyven og ikke Tyvs Medvider, men at det er bragt
til ham af Avind, og han skal da være sagesløs,
hvis han ikke bliver fældet ved Edsbeviset. Dog kan Sagsøgeren
afgøre, om han hellere vil have tolv Mands Ed eller forfølge
Sagen med Nævninger. Men bliver han fældet ved Edsbeviset,
da er han Tyv i den Sag.
Kap. 98.
(Hvornaar) mange skal bindes for en Sag.
Saa mange, som bliver paagrebet, naar der finder
Tyveri Sted i et Hus, skal alle anses for Tyve, og de har alle
forbrudt deres Løsøre. Men for de Ejendele, der
bliver fundet i et Hus, maa ingen bindes uden Husbonden alene,
fordi han er Værge for Huset, medmindre det sker, at man
finder noget under hans Indsidders eller Indsidderkones Laas
eller Lukke saasom i deres Kiste eller deres Bod.
Kap. 99.
Hvis noget bliver fundet i Bondens Søns
Besiddelse.
Finder man noget i Bondens Søns Kiste,
som han selv har Nøgle til, eller i hans Kammer, som
han har særligt Lukke for, da er han ogsaa Tyv for sin
Gerning, og det gælder hans Hals, hvis han bliver fældet
eller taget med (det stjaalne) i Hænde. Da skal Sønnens
Hovedlod opgøres for at betale Bonden hans Ret og Kongen
hans Ret.
Kap. 100.
Hvor meget man kan forbryde ved Tyveri.
Husbonden eller Hustruen eller enhver anden
i Pælliget kan ikke ved Tyveri forbryde mere end sin egen
Hals og sin egen Hovedlod, medmindre en stjæler, og en
anden vidende derom skjuler det, eller hvis flere bliver grebet
i den Gerning. Ingen kan overhovedet ved Tyveri forbryde mere
end sin egen Hovedlod. Men bliver Husbotiden sagsøgt,
enten til fyrretyve Mark eller til tre Mark, og er hans Hovedlod
ikke saa stor, da skal alle de, der er i Fællig med ham,
udrede. Men hvilken som helst anden i Fælliget, der bliver
fældet, skal udrede sin Hovedlod og ikke mere.
Kap. 101.
Om Nam.
Hvis en Mand sagsøger en anden til Nam
og tager Nam hos ham een Gang, da maa han aldrig mere tage Nam
for den Sag, selv om han har taget mindre, end der tilkommer
ham, eller for nogen Sag, som vedkommende tidligere var fældet
for, fordi den sidste (Sag) ophæver alle tidligere, hvis
der bliver taget Nam.
Kap. 102.
Hvem der maa gaa i Borgen.
Hvis en Mand rejser Tyverisag mod en anden
Mand, som selv har Jord, da kan denne gaa i Borgen for sig selv,
men hvis der rejses Tyverisag mod en Landbo, da skal den, der
ejer Jorden, gaa i Borgen for ham og ligesaa Bonden for Bryden.
Men hvis der rejses Tyverisag mod en Tjenestekari, da skal hans
Husbond gaa i Borgen for ham, hvis han vil; men vil han ikke,
da skal han skaffe sig en anden, hvor han kan, Men kan han ikke
faa nogen til at gaa i Borgen for sig, da kan Ombudsmanden tage
ham i Forvaring, indtil han kan komme for Retten. Det samme
gælder ogsaa med Hensyn til Indsidder og Indsidderkone.
Kap. 103.
Hvis en Landbo bliver Tyv.
Hvis en Bondes Landbo bliver fældet for
Tyveri eller grebet med (det stjaalne) i Hænde, da skal
Bonden, der rejste Sag mod ham, først udtage sin Ret,
det er det fulde Beløb og det dobbelte deraf, og Ombudsmanden
alle hans levende Kreaturer, der kan gaa over Dørtærskelen,
og Husbonden skal have Jordejerdelen. Det, som ikke selv kan
gaa ud af Døren, udgør Jordejerdelen. Men er der
ikke andet en Jordejerdelen, da skiftes den i to lige store
Dele mellem Ombudsmanden og Husbonden, naar Sagsøgeren
har faaet sin Ret. Men findes der noget levende Kreatur, selv
om det kun er et Faar eller et Svin, kan Ombudsmanden ikke faa
mere som sin Ret.
Kap. 104.
Hvis en Mand vil tilbagesøge sine Ejendele,
(som han finder) i en anden Mands Besiddelse.
Hvis en Mand genkender sin Hest eller sin Okse
i en anden Mands Besiddelse og paastaar, at det er hans, og
den, der har Dyret i sin Besiddelse, nægter og paastaar,
at det er hans, og siger, at det er hjemmefødt hos ham,
da skal han bevise med tolv Mænds Ed og to Granders Vidnesbyrd,
at det er hjemmefødt hos ham. Men siger han, at han købte
det, da skal han skaffe sin Sælger til Stede, det vil
sige den, han købte af, og han skal hjemle ham det. Men
har han ingen Hjemmel til det, og den, der rejser Krav om det,
siger, at det er hjemmefødt hos ham, da skal han paavise
Ejendomsmærke som Bevis for, at det er hjemmefødt
hos ham. Vidnesbyrd om, at et Dyr er hjemmefødt, er tolv
Mænds Ed og to Nævningers Vidnesbyrd.
Kap. 105.
Hvis en Mand finder en anden paa sin Hest.
Tager en Tyv en anden Mands Hest, enten inde
ved Stalden I eller paa Marken, og Bonden straks savner sin
Hest eller bliver opmærksom derpaa og straks følger
efter Tyven, da maa han gribe ham, uanset hvor han indhenter
ham. Men gaar der nogen Tid efter Tyveriet, enten to Dage eller
mere, og han da finder Tyven paa sin Hest, og vedkommende tilbyder
ham Hjemmel enten i en By eller i to andre længere fremme,
da skal Bonden følge ham til den By, som han forlanger,
for der at faa Borgen eller Hjemmel. Men opnaar han ikke at
faa Borgen eller Hjemmel, da kan Bonden tage Tyven i Forvaring.
Kap. 106.
Hvorledes man skal gaa frem i en Sag, der hviler
paa Mistanke.
Ved en Mand, hvem Tyven er, og dog ikke kan
faa sine Ejendele at se, da skal han rejse Sag mod den Mand,
som han formoder er skyldig i den Sag, og lade ham stævne
til Tinget, saaledes som det tidligere er sagt om Ranssag, og
paa det andet Ting skal han aflægge Ed paa, at vedkommende
er skyldig i Sagen til saa stort Beløb, som han tør
give sin Ed paa. Paa det tredie Ting skal Nævningerne
da træde til og enten sværge. ham sagesløs
med Hensyn til de Koster eller til Tyv.
Kap. 107.
Hvis en Mand bliver svoret til Tyv.
Men bliver han svoret til Tyv, da skal han
først udlevere saa meget, som Sagsøgeren fældede
ham for, og desuden det dobbelte og tre Mark til Kongen,
medmindre han tilstaar Tyveriet paa Tinget, eller (det stjaalne)
bliver fundet i hans Besiddelse, da skal han behandles som andre
Tyve, og Kongen tager hans Hovedlod. Men trodser han, efter
at der er svoret, og vil ikke opfylde, da skal Sagsøgeren
med Vidner fra sit Herredsting drage til Landstinget og der
bevidne, at den Mand var sagsøgt saaledes og ikke vil
staa til Rette, endskønt han tre Lovdage var blevet paamindet
i sin Gaard. Da skal der fastsættes et Landsting for ham.
Kommer han da ikke og tager til Genmæle og staar til Rette
for Sagsøgeren, da forbrydes hans Hals, som om han var
taget med det stjaalne.
Kap. 108.
Hvis en Mand kalder en anden Mand Tyv paa Tinget
i alles Paahør.
Men kalder en Mand en anden Mand Tyv paa Tinget
i alles Paahør og ikke forfølger Sagen mod ham
efter Loven, skal han bøde tre Mark til ham, han kaldte
Tyv, og tre Mark til Kongen.
Kap. 109.
Hvis Tyven er syg eller ikke er hjemme.
Hvis den, der sagsøges for Tyveri, er
syg, saaledes at han ikke kan komme til Tinget, da skal man
vente, til han bliver rask. Men er han draget paa Pilgrimsfærd,
da skal man vente, indtil han kommer hjem. Er han inden for
Riget, men dog uden for Landet, da fastsættes der en Maaneds
Frist for ham. Alle de Forfald, som før er nævnt,
gælder ogsaa her, hvis han ikke var hjemme, da der blev
rejst Sag imod ham. Men hørte han, at der blev rejst
Sag imod ham, og derefter flygtede, da hjælper intet Forfald
ham, medmindre Kongen har ladet ham kalde.
Kap. 110.
Hvis der ransages i et Hus, og Bonden ikke
er hjemme.
Hvis man ransager i Bondens Hus, og han ikke
selv er hjemme, og de stjaalne Ting findes derinde, da maa man
ikke binde Hustruen eller føre hende bort ubunden, men
Granderne skal gaa i Borgen for de Ting og staa inde for dem,
indtil Bonden kommer hjem, at de ikke føres bort og ikke
skjules. Men naar Bonden kommer hjem, da skal den, der tog Borgen
for Tingene, rejse Sag, saaledes som før er sagt. Det
afhænger helt af Bondens Svar, hvorledes han skal forfølge
Sagen.
Kap. 111.
Om Hittegods.
Hvis en Mand finder noget og ikke siger til
og ikke lyser ved Kirke eller paa Tinge, at han har fundet saadanne
Ting, da kan han blive Tyv derfor, som om han havde stjaalet
det. Den, der finder noget, skal sige, hvad han fandt; men den,
der har tabt det og lyser efter det, skal meddele Farve og Kendetegn
og Mærke.
Kap. 112.
Hvis en Mand finder Sølv eller Guld.
Finder en Mand Sølv eller Guld enten
i Høje eller efter sin Plov eller paa nogen anden Maade,
da skal Kongen have det. Men nægter han, at han fandt
det, skal han værge sig med Frændeed,
Kap. 113.
Hvis en Mand giver en anden noget i Forvaring.
Giver en Mand en anden noget i Forvaring eller
Pant, og der opstaar Ild i Huset, og det brænder sammen
med Bondens andre Ejendele, da skal denne være sagesløs,
hvis der er Vidner paa, at Bonden mistede sine Ejendele sammen
med hans. Men vil han ikke nøjes med det Vidnesbyrd,
da skal Bonden bevise med Kønsnævn, at han ikke
led Skade ved hans Skyld. Men er han Købstadmand, skal
han værge sig med Nævn (udtaget af) det fornemste
Gilde. Svigter Edsbeviset, skal han udlevere Ejendelene og bøde
tre Mark ii Bonden og tre Mark til Kongen. Men er hans egne
Ting ikke blevet borte sammen med den andens, da skal han erstatte
i Forhold til det, der blev overgivet ham, og ikke forsvare
sig med Edsbevis. Men Laan eller Gods, der er modtaget efter
Vurdering, kan ikke gaa tabt.
Kap. 114.
Hvis en Mand stjæler i Leding.
Bliver en Mand i Leding beskyldt for Tyveri
af Styrismanden eller af en af Skibsmandskabet, og gribes han
ikke med noget (af det stjaalne) i Hænde, da skal han
værge sig med de to Mænd, der er ham nærmest
paa Toften paa den Side, hvor han er, og seks andre af Mandskabet,
som han kan faa til det. Men er der ikke saa mange Mænd,
skal han værge sig med dem, der er, undtagen de Mænd,
der sigter ham. Fælder de ham til en Værdi af en
halv Mark eller mere, da skal man gaa frem mod ham som mod andre
Tyve, og han har baade forbrudt de Ejendele, der er der, og
sin Hovedlod hjemme. Men kommer han hjem usigtet eller lover
Edsbevis i Leding og ikke giver det, før han kommer hjem,
da maa han værge sig med tolv Mænds Ed.
|